Hjemrejse

I dag er sidste dag af vores ferie. Omkring 24 timer kommer det til at tage os at komme hjem. Desværre begyndte hjemrejsen skidt. Nikolaj blev syg.

Vi fik pakket det meste i går for at have god tid til at bade og lege på vores sidste dag i Thailand. Des-værre blev de planer ændret noget allerede i løbet af natten. Nikolaj vågnede ved 4-tiden med meget ondt i maven og lå og vred og vendte sig længe. På et tidspunkt kastede han op. Det gav lidt ro til at få sovet en halv times tid for både ham og Jakob.

Hele morgenen og formiddagen lå Nikolaj og hvilede sig, kastede op og prøvede at sove lidt. Jakob hvilede lidt først på morgenen og gik derefter i poolen med Jonas. Det var meningen, at vi skulle have brugt det meste af vores sidste feriedag i poolen og på stranden, men sådan kom det altså ikke til at gå.

Vi skulle være ude af værelset kl. 12. Men da Mette kom bærende med en sovende Nikolaj for at finde et sted med skygge, var receptionisten i gang med at forklare det par, der stod og skulle lige til at flytte ind på værelset, at det desværre ikke var ledigt før om eftermiddagen. Da de først så Nikolaj forstod de godt, at vi havde mere brug for værelset nogle timer, end de havde. Det var skønt. Nikolaj blev båret sovende tilbage i sengen og vågnede op en times tid senere. Heldigvis noget mere frisk.

Om eftermiddagen tog vi af sted fra hotellet. Inden vi tog i lufthavnen, besøgte vi et tempel med en enorm Buddha-statue – der ganske beskrivende kaldes ”Big Buddha”.

Hjemrejsen begyndte med en kort flyvetur fra Ko Samui til Bangkok. Afrejse 17.30 og fremme i Bang-kok kl. 19. Og så var det bare med at vente. Vores fly til København gik først kl 00.25, så der skulle slås godt 5 timer ihjel i Bangkok lufthavn. Ikke det mest ophidsende sted, men heldigvis var al vores bagage blevet tjekket ind på Ko Samui hele vejen til København, så vi havde bare os selv at passe på.

Tiden gik med at få aftensmad. Den første rigtige test af om Nikolaj var frisk igen. Men han spiste en halv pizza uden brok fra maven. Og dernæst med at lege, spille kort og lade Kasper kravle rundt i afgangshallen for at få rørt sig noget inden de mange timers flyvning.

Inden afgang skulle vi igennem en mærkelig transformations-proces for at klargøre os til det kolde danske klima. Lange bukser og strømper er længe siden vi har haft i brug. Kasper kunne vist slet ikke huske, hvordan det var. I hvert fald kigegde han meget forundret på sine fødder med strømper på. Hver gang han opdager det, prøver han at hive dem af.

Alle holdt godt ud. Og det lykkedes alle at holde sig vågne, til vi kom om bord på flyet omkring midnat. Jonas sad kun i flysædet få minutter før han sov. Kasper faldt snart efter i søvn på Jakobs skød. Men Nikolaj faldt over sport-sektionen i B.T. og læste en lang artikel om Daniel Agger, før han lagde sig til at sove. Så alt gik som planlagt.

Desværre fortsætte vores børn ikke med at følge ”ønske-planen” om at få vendt døgnet i flyet. Kasper vågnede flere gange. Han er reelt blevet for stor til det bassonet, man får til babyer.

Og Nikolaj og Jonas vågnede omkring halv ni. Det vil sige kl. halv tre i dansk tid. Men humøret var højt og vi landede planmæssigt i København omkring 6.30, hvor vi blev hentet af farmor og Morten.

Tillykke med fødselsdagen Nikolaj

”I dag er det Nikolajs fødselsdag. Hurra, hurra, hurra.”

Selv om man er langt fra Danmark, skal man selvfølgelig vækkes med dansk fødselsdags-sang. Kasper valgte lige præcis denne dag til at sove længe, så da Jonas (og vist også Nikolaj) havde ligget vågen et godt stykke tid, vækkede vi andre Nikolaj med manér kl. halv otte.Værelset var pyntet med balloner og Nikolaj fik sine fødselsdagsgaver på sengen: Et sæt spisepinde, et ur i Brøndby-farver, et sæt fodbold-tøj og lovning på en ny seng, når vi kommer hjem. Alt sammen gjorde stor lykke.

Kasper vågnede efter gaveudpakningen og kiggede glad og forundret på de mange balloner. Imens læste vi hilsner fra familien.

Vi er nok ikke til at få fat i på telefon, men prøv via Skype (jharder), send en e-mail eller efterlad en kommentar her på bloggen.

Også stort tillykke til Mikkel, der også har fødselsdag i dag.

Nikolaj sagde i morges, at han ikke troede, at Mikkel kunne få så god en fødselsdag som ham med balloner og morgensang og gaver på sengen. 

Vi fik fat i Mikkel i Rwanda over Skype fra pool-kanten. Han var allerede på arbejde selv om klokken hos ham kun var 8 om morgenen. Efter en hyggelig snak hoppede vi i swimming poolen igen og legede videre.

Efter at have plasket en god sjat af vandet ud af poolen gik vi ned til stranden. De store drenge – det vil  sige Nikolaj, Jonas og Jakob byggede dæmning igen. Efter at have overværet Jakobs ingeniør-færdigheder i et stykke tid konstaterede Jonas ”far, det har du vist godt styr på. Fortsæt du her, mens jeg hjælper Nikolaj med at bygge en dæmning længere oppe.”  Men sand er ikke det bedste dæm-ningsmateriale og trods en ihærdig indsats, vandt vandet til sidst.

I mellemtiden kravlede Kasper rundt i sandet og legede. Det er skønt at opleve, hvor glad hane r blevet for at være på stranden. Det har ellers taget lang tid. Men nu kravler han glad rundt i sandet. Og også gerne lige ud i bølgerne.

Om aftenen tog vi til Chaweng by. Nikolaj ville gerne have lasagne til aftensmad på sin fødselsdag, så vi fandt en italiensk restaurant. Og efter middagen gik vi til Swendsens for at få store is-desserter.

Vel hjemme igen læste vi de seneste fødselsdagshilsner og hyggede med ”biograf”. Alt i alt en rigtig god fødselsdag, synes Nikolaj.

Det var vores sidste aften, så det stod også på oprydning og pakning inden turen hjemad begynder i morgen eftermiddag.

Vandfald

Vi besøgte to vandfald midt på øen. Det ene en 2 minutters spadseretur fra parkeringspladsen. Det andet næsten en times klatring til toppen af det 80 meter høje vandfald.

Vi tog tidligt afsted fra hotellet i dag på vandfalds-tur. Egentlig ikke fordi der er så langt – Ko Samui er en lille ø – men for at nå frem inden de mange tur-selskaber.

Vi tog en taxa til Ko Samuis højeste vandfald, der meget lidt idyllisk er navngivet; Waterfall 2. Men trods det kedelige navn, er det et helt fantastisk vandfald, der falder 80 meter midt inde i junglen. Taxa-chaufføren havde aldrig selv været der, men mente, at der var omkring et kvarters gang fra bilen. Der var også ca. et kvarters gang ad en fin vej, hvor vi endda kunne have trillet med klapvognen, til et fint udsigtspunkt til vandfaldet.

Vi havde Kasper i den bæresele, vi lånte af Anders og Susanne. Og det var super godt, for vi mødte en mand, der spurgte om vi ville med op til toppen af vandfaldet. Det ville vi naturligvis gerne, men det var aldrig gået uden, at Kasper kunne hænge i bæreselen, for det var ca. 45 minutters klatring gennem junglen, på våde klipper og gennem junglen – hele tiden med vandfaldet lige ved siden af.

Det var hårdt. Efter kort tid var vi gennemblødte af sved og trætte i ben og arme af at klatre op ad klipper, trække sig op i lianer og undgå at hænge fast i træ-rødder. Mette måtte sande, at formen ikke helt slog til og måtte sætte sig lidt ned, da det sortnede for øjnene. Men efter en portion vand, gik turen videre. Vores guide førte an med Jonas på ryggen, skarpt forfulgt af Nikolaj, der næsten klatrer som en abe. Jakob udgjorde bagtrop med Kasper på maven, der sad og jublede og nynnede mens han dinglede med hovedet nedad, når der skulle klatres over våde klipper eller henover væltede træer.

Men belønningen var fantastisk. Helt oppe, hvor vandfaldet begynder, er en lille sø, som vi svømmede i. Det vil sige Nikolaj, Jakob og Mette. Jonas synes, at det var for koldt. Og Kasper turde vi ikke have med i det hvirvlende vand.

Man kunne svømme hen til et lille fald, hvor et reb sad fast, så man kunne trække sig ind i en hule under vandfaldet og kigge ud.

Turen ned var lige så fantastisk. Vi nød udsigten fra toppen af bjerget og krydsede vandfaldet flere gange på vej ned. Det falder ikke 80 meter i ét fald, men over flere mindre fald. Flere steder kan man derfor krydse henover med behørig respekt for de våde, glatte klipper.

To timer senere var vi nede igen. Netop som de første horder af turister kom vandrende hen til det første udsigtspunkt. Vi takkede vores guide mange gange og betalte ham naturligvis lidt som tak for hjælpen og oplevelsen. Vi var næppe kommet hele vejen til toppen uden hans hjælp.

Tilbage til foden af bjerget havde taxa-chaufføren mistet tålmodigheden og var kørt, så vi måtte have fat i en ny taxa. Mens vi ventede på taxaen, kunne vi se på en stakkels tiger-unge, der havde som job at være turist-attraktion, som man kunne blive fotograferet med. Egentlig samme koncept, som da vi var i Tiger Kingdom, men der var himmelvid forskel på, hvordan tigrene så ud. Denne her var lænket med en kort kæde til en stor cementblok og så i det hele taget ikke ud til at trives. Selv om vi havde vores moralske skrupler ved besøget i Tiger Kingdom, så var forholdene for dyrene tydeligvis lang bedre end her.

Vi kørte med den nye taxa til det andet vandfald, der ligger tæt ved og – logisk nok – er navngivet Waterfall 1. Det var en helt anden oplevelse.

Selve vandfaldet ligger tæt ved vejen, så der er nem adgang og masser af mennesker. Men det ændrer nu ikke ved, at også dette vandfald er imponerende. Det er 15 meter højt. Det lyder selvfølgelig ikke meget i forhold til de 80 meters fald ved Waterfall 2. Men det er stort, bredt og larmende. Og når man er tæt på, kan man dårligt tale sammen på grund af larmen og alt bliver vådt af dråberne i luften fra vandfaldet. Så det var rigtig godt at besøge begge vandfald.

Vel hjemme igen spiste vi en hurtig frokost og holdt vi velfortjent afslapning på hotellet og tog derefter en tur på stranden. Senere blev der også tid til en tur i poolen for alle.

Aftensmaden spiste vi på en lille restaurant 100 meter fra hotellet. Jakob og Mette havde egentlig bestilt en hummer, men de havde desværre ikke kunne opdrive en hummer på markedet. I stedet bestilte vi konge-rejer og blev rigeligt mætte af de tre kæmpe rejer vi hver fik.

Chaweng

Vi tog til Ko Samuis hoved-strand og turist-mekka; Chaweng Beach.

Vi brugte morgen og formiddag på hotellet ved stranden og i poolen. Nikolaj og Jonas plaskede rundt og legede sammen i vandet. Det er imponerende, som de bare kan få hele dage til at gå med at lege sammen – særligt, når der er vand, de kan lege i.

Kasper er også ved at være en rigtig vandhund og strandløve og skal være med, hvor det sker – det vil sige, hvor Nikolaj og Jonas nu end befinder sig. Det er ikke altid den store hjælp, når han kravler hen for at ”hjælpe” med at bygge storebrødrenes sandslotte og dæmninger, men de tager hans indgreb pænt. Han vil jo bare gerne være med.

Om eftermiddagen tog vi en song taew til Chaweng og blev sat af på ”strandvejen” – gaden der løber langs hele stranden med hoteller på hav-siden og et væld af små forretninger på den anden. Alle sammen målrettet turister.

Nikolaj og Mette prøvede ”doktorfisk”, hvor man stikker fødderne end i et akvarium fyldt med små fisk, der spiser alle de døde hudceller. Ganske underholdende. Specielt fordi de begge er enormt kildne mellem tæerne.

Vi var naturligvis også en tur på den berømte Chaweng strand, som er hovedårsag til øens dominerende indtægtskilde: turisme. Mens Jakob og Mette stod og vædede om, hvem af børnene, der først fik vådt tøj, kravlede Kasper resolut direkte ud mod bølgerne. Men det blev Jakob, der blev våd, som led i ”rednings-aktionen”;-)

Efter aftensmad på McDonalds tog vi en song taew hjemad. Det blev nu en længere tur, for selv om chaufføren havde ret, da han svarede os, at han da kørte til Lamai, så var det altså først efter, han havde været ude at vende højere mod nord, så vi fik en billig rundvisning, men var til gengæld først sent hjemme.

Nu har vi været ved både Lamai og Chaweng. Og selv om strandene er flotte, så langt øjet rækker, så er det glimrende, at vi er havnet på et hotel lige lidt væk fra hoved-turistbyerne.

Retur til Ko Samui

Vi havde frygtet sejlturen denne dag, men alt gik fint og roligt. Og vi er nu på Ko Samui de sidste dage af vores rejse.

Vi tog morgen-færgen kl. 9.30 fra Ko Tao til Ko Samui. Efter den hårde sejltur hertil, ville vi bare gerne have det overstået. Alle fik søsyge-piller inden vi tog fra hotellet – det har ellers hidtil kun været Mette, der tog den slags. Og så forløb turen fuldstændig roligt og ingen blev søsyge.

Kasper kunne vist stadig huske, at ingen havde tid til at tage sig af ham på overfarten sidst, så han lagde sig til at sove i sin klapvogn, da vi sejlede ud af havnen. Og vågnede to timer senere, da vi lagde til på Ko Samui. Nikolaj, Jonas og Mette lagde sig også til at sove, da vi sejlede, så Jakob fik for første gang to timers ro til at læse.

Der var stort set ingen bølger og katamaran-færgen svævede let henover vandet, så uanset sovende børn, søsyge-piller m.v. var det ganske sikkert gået fint. Vi var vist bare meget uheldige med udrejsen.

Vores hotel ligger ca. en ½ times kørsel fra færgen, så kl. 12 tjekkede vi ind på vores nye hotel; Thong Ta Kian Resort. Det ligger lige mellem de to store strande Chaweng og Lamai på østkysten. Så vi er tæt på by, forretninger og spisesteder. Og alligevel lidt for os selv, idet kun fire mindre hoteller deler området og ikke mindst stranden i den lille bugt.

Stedet er herligt, men vi var nu lige ved at forlade det, inden vi havde tjekket ind. Vi blev nemlig præsenteret for, at det nu lige kostede lidt ekstra for alle børnene. Jakob kunne fremvise den mail vi havde fået fra dem som bekræftelse på reservation og pris for nogle dage siden, men nu hed det sig bare, at den var sendt automatisk af ”the system”, så det kunne de ikke tage ansvar for. Hmmm. Her kunne vi ganske givet have vundet en større juridisk afklaring af dette ansvars-spørgsmål, men da vi landede på, at det var 400 baht ekstra pr. nat (udover de 2200 værelset koster) og vi til gengæld kunne tjekke ind med det samme og fik fri internet, så valgte vi at betale. Det ville helt sikkert ødelægge mere af vores ferie at skulle finde et nyt hotel nu, end de ville miste ved de fire dages tabt betaling. Bare et rigtig ærgerligt start-indtryk.

Men bortset fra denne misere, så er hotellet super godt. Vi har et dejligt stort værelse, hvor alt er nyt og moderne. Vi bor lige ud til swimming poolen, som vi nærmest har indtaget som vores private pool. Stranden er idyllisk placeret i en bugt med klipper og palmer.

Der er endda et lille vandløb, som straks efter ankomsten blev offer for Nikolaj og Jonas’ dæmnings-byggerier. Men helt så lille som de andre, de har bygget dæmninger ved, var vandløbet ikke. Så det var nødvendigt at rekruttere strandens andre børn og snart blev der talt både dansk, fransk og italiensk omkring dæmningsbyggeriet.

Om aftenen gik vi til Lamai, som er den strand og by, der ligger et par kilometer syd for vores hotel. På vej ind til byen så vi et skilt, hvor der stod, at der hver søndag er aften-marked. ”Det må vi huske” tænkte Jakob for Mette elsker den slags markeder. Kort efter kom vi til centrum, hvor aften-markedet var i fuld gang. For det er søndag i dag. Ja, den slags detaljer som hvad dag det lige er, går man ikke så meget op i på så lang en rejse. Der har været flere gange undervejs, hvor vi simpelthen ikke har været i stand til at kunne huske, hvad ugedag det var. Egentlig ganske befriende. Det glemmer man aldrig hjemme.

Vi gik  ombord i markedets madboder og traskede frem og tilbage mellem de mange boder og valgte mad. Et par majskolber fra én bod, forårsruller og nogle trekantede deep fried ting vi ikke helt ved, hvad var fra en anden bod. Riskugler, pølser, kyllingespyd, karry-ris fra andre boder. Der var endda en bod, der lavede franske kartofter, så det fik vi også.

Det var enormt hyggeligt at sidde i vejkanten og guffe de mange små-retter. Og ikke mindst at gå rundt og vælge mad i de farvestrålende, duftende gade-køkkener. Jonas var ikke helt vild med konceptet, men fik da både spist kyllingelår og frisklavede chips. Nikolaj var mest glad for at få majs, så dem røg der næsten to ned af. Og Kasper smagte på stort set alt.

Til dessert delte Nikolaj og Jonas en pandekage og Jakob og Mette frugt-shakes – sådan nogle smoothies-agtige nogen – her med henholdsvis jordbær og ananas.

Ko Tao rundt

Vi sejlede en tur rund om Ko Tao i dag og nød øen fra alle sider og de gode bugter, hvor vi snorklede.

Vi hyrede en longtail båd til at sejle os rundt om øen i dag. Den samme som vi havde sejlet med dagen før. Øen er ca. 5-7 km lang og vel omkring et par km bred, så det er en del timers sejlads i en lille longtail-båd. Men havet var rimelig roligt i dag, da vi tog af sted efter en hurtig bid morgenmad på hotelværelset.

Vi startede med at sejle til Shark´s Bay, hvor vi havde boet tidligere. Vi ville gøre endnu et forsøg på at se hajer, men bølgerne stod lige ind i bugten, så longtail-båden kunne desværre ikke stoppe op her. Mettes og Jonas´forsøg på at se hajerne skal åbenbart ikke lykkes. Turen gik videre til Aow Leuk bugten, der ligger på syd-øst kysten. Det skulle være et af de flotteste snorkel-steder ved Ko Tao. Men heller ikke her var heldet med os. Bugten har en lang række klipper, der stikker op ad havet og er derfor rigtig vanskelig at sejle ind i, når der er høje bølger.

Skuffede fortsatte vi op mod nordsiden af øen. Imens belønnes vi heldigvis med flot udsigt ind mod øen, hvor klippesider beklædt med palmer og andre træer rejser sig smukt fra havet. Jo længere vi kom op mod nord-enden af øen, des roligere blev bølgerne. Og da vi lagde til i Hin Wong Bay på nord-øst siden af øen var der helt roligt i den lille bugt.

Kasper havde sovet indtil nu (hvilket havde været perfekt, hvis vi havde kunne komme ind i Shark´s Bay eller Aow Leuk Bay). Jakob snorklede med Nikolaj og Jonas, mens Mette og Kasper holdt udkig fra båden og fodrede fisk, så de næsten sprang op i båden.

Det var rigtig flot med mange flotte koraller, sø-anemoner og de sjove juletræs-orme. Og så en masse fisk. Det var ikke fordi der var så meget nyt at se, men det var samlet på et flot lille rev.

Tilbage til båden ville Nikolaj og Jonas gerne være med til at fodre fisk. Imens de fodrede fisk og pas-sede Kasper, fik Mette og Jakob en snorkel-tur sammen.

Efter ca. tre kvarter sejlede vi glade videre. Det næste stop var Mango Bay, der ligger på nord-siden af øen og i dag lå fuldstændig i læ, så vandet var klart og roligt. Det betød desværre også, at selv om det var nogenlunde tidligt på formiddagen, var der allerede rigtig rigtig mange andre både. Ikke de store tur-både, der først når hertil lidt senere på dagen. Men mange andre i longtail-både ligesom os. Da stranden er vældig lille, gik vi ikke i land, men hoppede i fra båden.

Mette, Nikolaj og Jonas var først i vandet og fik en herlig snorkeltur – bl.a. med feriens største papegøjefisk. Det var flot og alle kunne smile under vandet til de mange fisk.

Smilene blev dog endnu større, da vi skulle op ad vandet. I den første bugt havde vores båd-kaptajn lånt en stige af en af de andre både. Men her i Mango Bay lå vi lidt for os selv. Mette havde ikke helt nemt ved at komme op i båden igen. Og det blev nok ikke bedre af, at Jakob sprang hjælpende til og dermed fik samlet det meste af vægten på båden i den ene side, så vi nær var tippet.

Mens alle grinede af vores små problemer tog Nikolaj og Jakob af sted på en snorkeltur. Efter en relativt kort tur – der var ikke så meget nyt at se her – gik det over til at blive leg med at dykke. Nikolaj er efterhånden blevet virkelig god til det og kan dykke ned på vel omkring 6-8 meter – i hvert fald så dybt, så det smerter voldsomt i ørene, så han endte med at svømme retur til longtail-båden med benene mens han holdt sig for ørerne med hænderne. Men smerterne gik hurtigt over og vi sejlede glade videre. 

Vi var hjemme allerede midt på dagen efter en tur hele vejen rundt om Ko Tao. Ærgerligt, at vi ikke kunne snorkle i Shark’s Bay og Aow Leuk på grund af bølgerne, men det ændrer ikke ved, at det var en rigtig god tur.

Kasper havde tilbragt hele turen i godt humør i sin klapvogn under en parasol. Men til gengæld trængte han virkelig til at røre sig, da vi kom hjem. Og da vi andre ikke havde fået for meget af vand endnu, hoppede alle i swimming poolen. Og sådan var resten af dagen fuld af aktiviteter der efterhånden er blevet traditioner eller i hvert fald rimelig faste rutiner.

Da Kasper blev kold stod vi op ad vandet og spadserede ned for at få en pandekage til frokost. Tilbage på værelset igen kravlede Kasper rundt på gulvet og legede, mens vi andre – som sædvanlig – spillede 500.

Efter afslapning – som vanen tro består af lektier og PSP-spil for Nikolaj og Jonas, dagbog [denne blog] for Jakob og en lur til Kasper og Mette – ville Nikolaj og Jonas i vandet igen. Så inden Kasper og Mette vågnede, sneg Nikolaj, Jonas og Jakob af sted til swimming poolen. Efter en omgang svømme-træning stod det på ”krokodille-leg”. Og senere, da Mette og Kasper stødte til, blev der – igen – byg-get dæmning og leget på stranden lige indtil solnedgang. 

Aftensmaden indtog vi på en italiensk restaurant, så Jakob måtte undvære sine stærke thai-retter i aften. Men alle var godt tilfredse, for til forskel fra flere tidligere forsøg på at finde god italiensk mad, så var det her overordentlig godt. Desværre har Kasper udviklet en tradition bygget op ad stor stædighed og begrænsede forklaringsevner for at være noget sur, når vi spiser. Typisk fordi vi ikke lige kan regne ud, at han vil have maden i en anden rækkefølge, med ketchup til eller hvad der nu er galt.

Hjemme igen var det blevet pakke-tid. Vi skal af sted til Ko Samui i morgen og er alle noget bekymrede for turen.

Nang Yuan

En fantastisk strand og fantastisk liv under havet. Det er beskrivelsen af øen Nang Yuan, som vi til-bragte det meste af dagen på.

Kasper var endnu engang årsag til, at vi kom tidligt op. Han vågnede 20 minutter i syv. Og selv om Jakob langt fra var udhvilet efter nattens strabadser, så tog han og Kasper på morgenvandring langs stranden. På vejen lavede de aftale med en båd-taxa om, at vi blev sejlet ud til øen Nang Yuan lige ud for Ko Tao.

Båden dukkede nu ikke op som aftalt, men der var flere andre longtail både på stranden, så vi aftalte med en anden at sejle os til Nang Yuan.

Vi ankom som nogle af de allerførste og fik set den spektakulære strand inden den blev helt fyldt med turister. Der er da nogle fordele ved, at Kasper vækker os tidligt.

Og den er flot. ”En dobbelt-strand”, hvor bølgerne slår ind fra begge sider. Hvidt og blødt sand og store klippestykker og palmer. Nikolaj og Jonas besluttede sig for at bygge et sandslot midt ude på den særlige strand. En håbløs opgave, der svarer til at bygge sandslot yderst på Grenen nord for Skagen. Det blev derfor ingen succes. Det var til gengæld vores snorkeltur.

Straks vi stak hovederne under vandet, var der et mylder af liv, der svømmede rundt i det klare vand. Endelig var der noget af det, vi er kommet til Ko Tao efter. Efter et par timers snorkling gik Nikolaj, Jonas og Jakob op til toppen af øen. Der var fine trapper det meste af vejen. Undtagen de sidste 10 meter, hvor man klatrer over kæmpe klippeblokke. Til gengæld blev vi belønnet med en storslået udsigt over hele øen. Eller rettere de to øer.

Nede på stranden igen byggede Nikolaj og Jonas sandslot igen. Og Kasper er efter en måneds badeferie endelig glad for både vand og sand, så han sad på det lille stykke strand, der samler de to øer og blev overskyllet af bølgerne, mens han hjalp sine storebrødre med at bygge sandslot. Det udviklede sig snart til en lokal attraktion.  En flok japanske eller kinesiske turister (beklager, vi kan ikke helt se forskel) stod i kø for at fotografere Kasper. Han var nu aldeles upåvirket af alle deres bestræbelser på at få ham til at kigge ind i kameraerne. Nikolaj og Jonas foreslog, at vi lavede et skilt om, at det kostede 40 baht at fotografere Kasper. Det ville have været indbringende.

Efter en kort sejltur med longtail-båd var vi hjemme igen ved vores eget hotel. Det var blevet tid til en lidt sen frokost, der kom til at bestå af pandekager med nutella – ikke de friturestegte thai-pandekager, som man kan få alle steder og som mest smager af olie. Men rigtige pandekager (crepes), som vi kender dem hjemmefra. Nikolaj og Jonas var meget imponerede over de 5 kg-bøtter nutella, som pandekage-bageren havde stående.

Senere var vi i poolen og på stranden. Her ventede vigtige opgaver. Alle drengene måtte i sving for at bygge intet mindre end tre dæmninger for at standse det lille vandløb ved hotellet. Det lykkedes faktisk at standse det så effektivt, at vi til sidst besluttede selv at lave hul i dæmningen for at se, hvad der skete, når vandet brød igennem den første dæmning. Til alles store begejstring udløste det en hel lille flod med strømhvirvler. Selv et lille vandløb opdæmmer meget vand, når det bliver blokeret i en time.

Vi nåede lige en tur ud at bade mens solen gik ned. Jakob gå-trænede med Kasper. Og sikke et sted at kunne gøre det; i dejlig varmt vand på stranden i det røde skær fra solnedgangen. Det var nu ikke nok til, at Kasper lærte at gå. Men han er da begyndt at finde ud af, hvad det er fødderne kan bruges til.

Tiger-betvingeren og haj-helten Jakob kommer til kort

Rejsen i Thailand har budt på store udfordringer. Men oplevelserne i nat er næppe blandt dem Jakob vil være mest stolt af.

Sikke en nat. Kasper og Jonas holdt skiftevis Jakob vågen til kl. 1. Herefter sov alle godt indtil ved halv-fem tiden, hvor der pludselig var støj på taget af hytten. Det var Jonas der vågnede først af larmen og snart fik vækket Jakob, som snart efter skulle komme til at vække det meste af hotellet.

Jakob prøvede søvn-drukkent at berolige Jonas og sagde, at det nok bare var nogle smådyr. Jonas faldt nogenlunde til ro, men når nu man er vågen, kan man jo lige besøge det lille hus. Så det gjorde Jakob. Pludselig lød der en hvæsen og hylen. Loftet splintredes og et vildt  og arrigt dyr faldt ned og landede på Jakob, der skreg så højt, at det meste af hotellet må være vågnet og sprang ind på værelset og lukkede døren til badeværelset (hvilket er noget vanskeligt fordi døren er i stykker). Mette var overbevist om, at Jakob kæmpede mod mindst to røvere og Jonas mente, at en abe havde angrebet os. Alle var lys-vågne, bortset fra Kasper, der roligt sov videre. Tilmed var strømmen gået i vores hytte, så måske var der tale om et vel-koordineret angreb.

Bevæbnet med en lommelygte og en lille smule mod som følge af at være sluppet fra det voldsomme angreb uden fysiske skader, gik Jakob tilbage til badeværelset. Et par grønne øjne lyste i mørket, da lyskeglen fra lommelygten gled rundt i rummet. Og der, midt i lyskeglen sad en lille sort kat. Den må have været oppe at slås på loftet med en anden kat og i kampens hede er den så gået igennem loftspladen.

Den var skræmt fra vid og sans og lod sig ikke sådan lige fange, så den fik lov at sidde der til næste morgen. Da alle lagde sig til at sove igen, konstaterede Jakob tørt; ”Jeg har holdt en kæmpe tiger i hånden, vandret i junglen med slanger omkring fødderne og snorklet med hajer. Og så er det en lille kat, der skræmmer livet af mig ;-).” Det var ikke nemt at falde til ro bagefter. Kasper havde imidlertid sovet fra alt postyret. Det var jo godt, men det betød, at han stod op lidt over halv syv næste morgen.

Hajer igen

I dag lykkedes det Nikolaj at se hajer.

I dag var flyttedag. Vi har nu boet tre dage i Shark’s Bay – et af de normalt bedste steder at snorkle på Ko Tao. Bl.a. tager alle tur-bådene hertil, fordi der er gode muligheder for at se hajer. Desværre er vejret ikke med os. Uroligt vejr har gjort vandet uklart og der kommer en del bølger ind i bugten. Jakob fik set hajer tidligere, men trods mange forsøg er det ikke lykkedes resten af familien.

Nikolaj & Jakob på vej på snorkel-tur mens solen står op.

Ikke vores billede men bortset fra, at vandet ikke var så klart
ligner det fint hajerne vi så. Billedet er fra Shark's Bay.

I dag tog Nikolaj og Jakob ud kl. 7 om morgenen. Det er en lang svømmetur, så Nikolaj blev udstyret med Jonas’ korkbælte. Det er nu nok ikke nødvendigt, men en udmærket sikkerhed, når vi svømmer et par hundrede meter ud på åbent vand. Det er en lang tur ud og i hvert fald de første 100-150 meter er sigtbarheden elendig, så der er ikke noget at se på. Men så begynder man at kunne se mere af bunden. Og pludselig spjætter Nikolaj og peger. Og der er den. En stor, flot sort-tippet haj svømmer lige foran os på få meters afstand. Og kort efter dukker fem yderligere hajer op. Nikolaj er super glad over at have set hajer. Og Jakob er mindst lige så glad for, at se Nikolaj opleve det.

Efter mødet med hajerne er turen ind til land ikke så lang, som det føltes at svømme ud. Nikolaj fortalte livligt til Mette, Jonas og Kasper om vores haj-møde mens vi gik til morgenmad. Det er en god start på dagen.

Resten af formiddagen gik i adstadigt tempo. Vi pakkede og slappede af på vores terrasse til om eftermiddagen, hvor vi tog med en bil ind til byen til vores næste hotel på Sairee Beach. Det er en total modsætning.

For det første er hotel-standarden naturligvis en helt anden. Vores værelse vil formentlig ryge på en top-ti over de grimmeste hotelværelser i verden. Farverne er sindsyge. Laksefarvede vægge, mintgrønne gardiner, lilla senge-lagener og lyserøde tæpper (som i øvrigt ikke er tæpper men store håndklæder), orange hovedpuder. Og toppen; et stort gammelt turkis-blåt køleskab. Et skab, hvor skufferne hænger på skrå og der er et stort hul i bunden. Og en badeværelsesdør, der er så skæv, at døren ikke kan lukkes. Men her er rent og ok plads – selv med to ekstra senge. Så vi er nu godt tilfredse.

For det andet er det noget helt andet at bo i byen ud til den store turist-strand; Sairee. Her er hundrevis af strandbarer, dive-shops, restauranter og hoteller klumpet sammen på ganske lidt plads. Et mylder af liv. Det er en total modsætning til de rolige, isolerede omgivelser på Haad Tien.

Om det ene er bedre end det andet er ikke lige til at svare på. Det er sjovt at prøve begge dele. Men måske det havde været bedre i omvendt rækkefølge. Men Nikolaj og Jonas synes, at stedet er fanta-stisk. De legede hele eftermiddagen – først i poolen og derefter ved stedets største attraktion; et lille vandløb, hvor de brugte lang tid på at bygge dæmninger, der gang på gang måtte give op overfor vandet.

Vi spiste aftensmad på en strand-restaurant og fik frisk grillet fisk og kød. Og efter lang ventetid fik Nikolaj og Kasper sandelig også deres ret; lasagne. På det tidspunkt havde vi andre været færdige med at spise længe. Men sådan er det her i Thailand. Maden kommer på meget forskellige tidspunkter. Det var da bedre end den dag Mette først fik sin hovedret efter vi havde fået regningen.

Vand fra oven og neden

Det har været en dag, hvor vi næsten lige så godt kunne have været fisk. Først på dagen badede vi i havet. Og resten af dagen væltede det ned med vand fra himlen.

Vi ville over til den nærliggende bugt for at se, om det var bedre at snorkle der. Det kunne man naturligvis gøre ved at følge vejen til vores resort, men da det indebar en tur på ca. 1 km tilbage til hovedvejen for derefter at skulle en kilometer tilbage næsten samme vej, som vi kom fra, besluttede vi os for at finde en smutvej. Vi havde hørt fra nogle andre, at man kunne komme igennem skov og over nogle klipper uden at skulle hele den store omvej.

Desværre nåede Kasper at falde i søvn i sin klapvogn, inden vi fik taget os sammen til at komme af sted. Det gjorde det noget mere besværligt. Men vi fandt en lille sti og bar klapvognen over klipper og buske, henover et pigtrådshegn og over en losseplads. Og efter ca. 100 meter var vi igennem til den anden side af bugten og fandt en plads ved en strand-bar på klipperne.

Nikolaj og Jakob svømmede ud for at se snorkel-mulighederne an. Der var noget klarere i vandet og en del fisk, men vi skulle igen rigtig langt ud for at se noget. Ikke just oplagt for Jonas at svømme ud til. Sjovest var nok de mange små ”juletræs-orme”, men vi fandt også koraller med store sø-anemoner og en art klovne-fisk vi ikke har set før. Rødbrune med en enkelt hvis lodret stribe ved hovedet..

Jakob spurgte Jonas om han ville med ud at snorkle, men Jonas ville hellere i swimmingpoolen, der hørte til nabo strand-baren. Så vi købte is for ligesom at ”høre til” og hoppede derefter i poolen en rum tid, inden vi gik ad ”vores smutvej” tilbage til vores hytte.

Vi nåede lige et bad og et spil 500 inden vi kørte til Sairee Beach Village, som er hovedbyen på Ko Tao. Vi skulle finde et hotel til de næste tre nætter. Det er for dyrt at bo ude på det ellers luksuriøse og flotte Haad Tien. Vi gik en tur op ad stranden og kiggede på et par hoteller. Kun et enkelt af dem havde swimming pool og da det samtidig havde et udmærket værelse til en favorabel pris bookede vi os ind her fra den efterfølgende dag.

Nu må vi se, hvad vi kommer til at synes om at flytte. Prisen er i hvert fald attraktiv i forhold til vores luksushytte i Shark’s Bay. Det nye koster 1900 baht (knap 400 kr for et stort værelse med fire senge, varmt vand, air condition m.v.).

Generelt har det vist sig dyrere end vi havde regnet med at få overnatning i Thailand. Det er selvfølgelig dels et spørgsmål om niveau, men vi synes nu, at vi har været rimelig nøjsomme og bl.a. boet flere steder uden varmt vand og kun elektricitet om natten. Men det er ikke så nemt at få steder med plads til os alle fem. Den størrelse værelser er der simpelthen mindre konkurrence om, for mens man nemt kan få en hytte eller et hotelværelse til to personer for under 1000 baht (ca. 200 kr), så er mulighederne for at finde billig overnatning til fem ikke så gode. Vi endte da også med at bruge nær-mest en halv dag på at få fundet det næste hotel på Ko Tao. Der har det sparet os for noget tid, at vi har booket de andre nogle dage i forvejen via internet.

Da vi skulle hjemad igen ville vi sejle med en longtail-båd langs kysten. Det så ud til regnvejr. Måske det påvirkede lysten til en sejltur. I hvert fald tog noget tid at finde nogen, der ville sejle os til en pris vi ville betale.  Vi blev ellers enige med en ”taxa-mutter” om en pris og hun ringede til flere for at få dem til at tage turen – men uden held.

Til sidst fik hun fat i sin søn, som sammen med en kammerat blev sat til at sejle os hjem. Det var vældig hyggeligt. Kong – som han hed – talte ganske udmærket engelsk og var vældig hyggelig. Det kan man til gengæld ikke sige om vejret. For de skyer der havde set ud til regn, begyndte at åbne sluserne. Vi rykkede sammen under en hastigt opslået parasol, der ikke gav meget ly for regnen.

Da vi ankom til Shark’s Bay, hvor vores hytte ligger, fik vi båden til at stoppe et stykke ude og Nikolaj, Jonas og Jakob hoppede i vandet. Vi havde knap dykket hovedet under før Kongs kammerat, som det første engelske ord vi havde hørt fra ham, råbte ”turtle”. Han kunne se en kæmpe skildpadde i havoverfladen kun ca. 50 meter borte. Vi svømmede hastigt derover og båden med Mette og Kasper sejlede forsigtigt nærmere. Det var sjovt at opleve, hvor specielt de faktisk også selv synes, at synet af en stor skildpadde var. Skuffelsen var derfor også stor hos alle, da det viste sig, at den store hav-skildpadde bare var et stykke driv-tømmer. Vores to ”værter” grinede længe ad hinanden.

Imens snorklede Nikolaj, Jonas og Jakob efter hajer. Desværre uden held. Måske på grund af regnen, der nu tog til. Vi kravlede op i båden igen og sejlede ind til land lige ved vores hytte. Jakob og Kong aftalte at prøve at mødes den næste dag. Vi vil gerne have ham til at sejle os ud til nogle øer lige ud for Ko Tao. Dels fordi han kunne ganske udmærket engelsk og dels fordi han sejlede os rigtig godt igennem bølgerne, så selv Mette syntes om sejlturen. Og så har han god humor. Da Jakob spurgte om vi havde glemt noget i hans båd inden vi gik i land, kiggede han båden efter og råbte ”kun mig, jeg vil gerne prøve at bo der…” mens han smilede og pegede på vores flotte hytte.

Vi nåede ind i vores hytte lige inden regnen for alvor tog fat og kort efter stod det ned i tove. Sådan blev det ved det meste af eftermiddagen og aftenen og vi måtte have paraplyerne frem for at komme til restauranten. En noget trist sidste aften i vores idylliske hytte.

Men det gav rigeligt med tid til endnu en omgang kortspil for hele familien. Kasper er ved at lære at spille sorteper med Jakob.

Hajer

Vi nød dagen på stranden. Prøvede uden meget held at snorkle flere gange indtil Jakob stødte ind i en flok sort-tippede revhajer.

Alle i familien nød at slappe af ved stranden i dag. Vi gik højst 100 meter fra vores hytte i dag. Til gengæld har vi fået lagt en hel del flere meter til svømme-musklerne for at prøve at få set noget spændende. Men det er svært.

Vi har valgt stedet, fordi det er kendt for, at der er hajer – sort-tippede revhajer – i bugten. Desværre er sigtbarheden meget ringe og man skal vel omkring 150-200 meter ud, før der overhovedet er til at se noget. Vi har talt med flere af de folk, der kommer her for at snorkle om, hvorfor det er sådan. Der har igennem en længere periode været dårligt vejr. (Det mærkede vi jo selv til på sejl-turen hertil.) Og selv om vejret nu er skønt, kan det godt tage mange dage, før sigtbarheden i havet er god igen.

Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at vi må prøve. Og vi startede tidligt. Kl 7 vågnede Kasper og Jonas, så kl. 7.10 var Jonas og Jakob i badetøj og snorkel-gear og på vej ud. Vi svømmede ganske langt ud, men da Jonas begyndte at blive træt og vi stadig ikke kun se en meter frem i vandet, opgav vi og svømmede skuffede ind igen. Men det var en god omgang svømmetræning for Jonas (og Jakob).

Efter morgenmaden gik vi til den anden ende af stranden – det var her de 100 meters gåtur kom ind i billedet. Nikolaj og Mette svømmede så langt ud de orkede – igen uden resultat. Det er mildest talt skuffende, eftersom vi netop er taget til Ko Tao for at snorkle. Her er ikke så meget andet at lave end at snorkle, dykke, bade og slappe af.


Ikke vores eget billede, men det svarer fint til det Jakob så.


Mens de andre tog fat på de sidste to aktiviteter – bade og afslapning – tog Jakob lige en ekstra tur ud alene. Helt ude i yderkanten af bugten var sigtbarheden bedre om end ikke perfekt. Her var masser af fisk – bl.a. en stor triggerfish. Og et flot lille koralrev med søanemoner, der vajer i takt med strømmen. Og pludselig var de der – hajerne. En lille flok på fem sort-tippede revhajer på omkring 1½ meter svømmede rundt om Jakob. De er aldeles ufarlige for mennesker, men alligevel pumper det et ordentligt skud adrenalin ud i kroppen af at være omgivet af dem.

Om eftermiddagen hyrede vi en longtail båd for at sejle os ud, hvor Jakob havde set hajerne. Kasper var så sød at lægge sig til at sove i sin klapvogn på longtail båden, så vi havde alle muligheder for at komme i vandet sammen. Men båd-manden fik kolde fødder, da der kom lidt bølger, så vi kom aldrig til den side af bugten, hvor der var noget at se. Rigtig ærgerligt for Nikolaj, Jonas og Mette, der er ivrige efter også at se hajerne (nå ja, ivrig er måske ikke lige det ord Mette vil bruge for det er med en vis bekymring, at hun tager med ud i ”haj-farvand”).

Men mellem de skuffende snorkelture – og Jakobs succesfulde haj-tur – var der god tid til bare at lege på stranden og bade. Desværre har Kasper haft en lidt dårlig dag, hvor han helst vil være på arm det meste af dagen. Måske er det hans måde at kræve tilbagebetaling for dagen før, hvor han måtte klare sig selv på båden til Ko Tao.

Vi sluttede dagen af med en god middag. Vi har flere gange skrevet, at stedet er idyllisk. Mens vi sad og spiste landede der fx en kæmpe sommerfugl på Jonas’ burger.

Inden sengetid holdt vi ”biograf” i hytten. Vi er nået til Shrek3. Nikolaj og Jonas er så optaget af fil-men, at de slet ikke opdager, at Kasper spiste alle chokolade-knapperne.

Haad TienBeach Resort

Vi bor i luksushytte på Haad Tien Beach Resort – lige ud til havet fyldt med hajer - og en skildpadde.

Vi skulle heldigvis ikke tænke på noget selv efter den hæslige sejltur, men blev hentet af en bil fra Haad Tien Beach Resort, hvor vi har booket os ind de næste tre dage. Det er turens absolut og uden konkurrenter dyreste sted. Jakob har forhandlet flere gange med dem via mail de seneste uger for at få det til en acceptabel pris, da vi ville prøve at bo i Shark’s Bay. Vi ville gerne bo i deres hytter ud til havet, så Jakob havde overtalt dem til at putte en ekstra seng samt en babyseng ind i en af deres små strandhytter, selv om vi blev advaret om, at pladsen ville blive trang.

Vi ankom og blev modtaget med mange smil og et glas vandmelon slush ice til hver. Det er fantastisk til at få den dårlige smag væk vi alle havde efter sejlturen. Endnu bedre blev det, da vi fik af vide, at vi var blevet opgraderet til deres største og mest eksklusive ”Castaway Beachfront Family Villa”, som de havde forsøgt at sælge os først, men som vi havde afvist fordi den kostede over 10.000 baht (ca. 2.000 kr) pr. nat!

Nu rykkede vi ind i dette fantastiske sted. Hytten ligger lige ud til stranden med en kæmpe veranda med udsigt mod havet. Samme udsigt er der fra de store panorama-vinduer.

Alt er totalt gennemført. Hytten er bygget i flot mørkt ædeltræ. Der er kælet for alle detaljer. Sengen er stor – ja altså børnenes seng – for Mettes og Jakobs er enorm. Der er et lille ”walk-in closet” til alt vores bagage. Og meget mere. Ja, det er helt forkert at komme ind i sådan et sted med to slidte rygsække…

Men selv om hytten er perfekt, er det jo ikke her tiden skal bruges. Så vi fandt badetøjet frem og hop-pede i bølgerne. Vandet er dejlig varmt, så Kasper nød længe at plaske rundt med os andre.

Desværre er der meget dårlig sigtbarhed, så Nikolaj og Jakobs snorkel-rekonosering endte resultat-løs. Men lige da vi kom ind til stranden igen, var der nogle der havde set en haj, så Nikolaj og Jakob måtte straks af sted igen. Denne gang fandt vi et lidt bedre sted at komme ud og fik set flotte fisk og flere anderledes arter end dem vi har set i Sydthailand. Men der er meget lang ud og sigtbarheden er elendig, så efter få minutter vendte vi skuffede næsen indad. Og så var den der – ikke hajen – men en kæmpe skildpadde. Nikolaj dykkede ned til den. Den var mindst lige så lang som han er. De næste minutter lå Jakob og Nikolaj på skift og dykkede ned til den og svømmede lidt sammen med det flotte, kæmpestore dyr. Så svømmede den ud på dybere vand og Nikolaj og Jakob svømmede begejstrede ind.

Nikolajs første ord til Mette var; ”Vi så en kæmpe skildpadde. Jeg tænkte sådan på dig og ønskede du havde været med. Det var helt vildt.”

I mellemtiden havde Jonas gravet et stort badekar på stranden, som han, Mette og Kasper legede i. Vi legede på stranden længe efter at alle andre var gået og solen begyndte at gå ned bag palmerne. Efter et hurtigt bad (her er selvfølgelig også varmt vand) gik vi til restauranten for at få aftensmad. Det var ved at være meget tiltrængt for alle at få noget i maverne igen.

Vi nød den sidste del af aftenen i vores dejlige hytte.

Fra helvede til paradis på to timer

I dag gik rejsen videre til Ko Tao. Det blev en lang og hård tur for alle andre end Kasper.

Dagen startede ellers så godt med dejlig morgenmad på hotellet med udsigt over havet. Vi var  en smule bekymret over blæsten og bølgerne, men da Mette efterhånden ved, hvordan hun skal tackle sin søsyge og vi andre er sø-stærke skulle det jo nok gå. Men det gik ikke godt.

Det begyndte lidt surt. Vi blev hentet alt for tidligt på hotellet, så vi endte med at vente næsten to timer i færgelejet – eller hvad man nu skal kalde den ponton-bro der ligger på stranden ud til, hvor færgen ligger til. Men ventetid kan man jo heldigvis bruge på at spille kort, så vi spillede en hel del runder 500. Og legede med Kasper, så han først skulle sove middagslur på færgen. Det viste sig senere at være overordentlig fornuftigt.

Da færgen ankom og havde losset passagerer af gik vi ombord – igen havde vi stor fordel af Kasper, for midt i mylder og maseri blev vi kaldt op foran alle andre, fordi vi da skulle først ombord (sammen med en mand med brækket ben), når vi nu havde en baby med. Den slags fordele er det bare med at udnytte, så vi fik glimrende pladser forrest i færgen med plads til, at Kasper kunne sove i sin klapvogn.

Kasper var i super humør og fjollede og legede, da den propfyldte færge sejlede af sted. Det gik fint. Nikolaj og Jonas spillede PSP. Mette sad stille med lukkede øjne (sådan plejer hun at klare sejlturene). Og Kasper og Jakob fjollede en tid, hvorefter Kasper puttede sig ind i Jakobs armhule og fald i søvn og blev lagt i sin klapvogn.

Vi ankom til første stop – Ko Phangan – uden problemer – om end Mette som sædvanlig på sejlture ikke havde det godt. Men der stoppede det sædvanlige så. De næste 1½ time blev skibet kastet rundt af bølgerne. Det er en katamaran-færge, der jo normalt har den fordel, at den nærmest sejler oven på bølgerne. Men når bølgerne på åbent hav er 2-3 meter høje, er den fordel altså en ulempe. For når der så er en bølgedal, så falder skibet ned.

Nikolaj måtte desværre hurtigt melde sig som nummer to søsyg i familien Harder. Og Jakob måtte hjælpe ham med at holde posen, da han kastede op samtidig med, at han forsøgte at holde klapvog-nen med Kasper fast til gulvet, når færgen hoppede. Underligt nok var det ikke de voldsomme hop og rul, der vækkede Kasper, men en flok japanske tøsers ”dødsskrig” hver gang færgen faldt i en bølgedal. Rimelig irriterende og alt det skrigeri gjorde det ikke just lettere at berolige Nikolaj og nu også Jonas, der sluttede sig til søsyge-holdet. Kasper lå heldigvis bare og kiggede på alt postyret, selv om hans små hænder tog et solidt tag i kanten af klapvognen.

Mette havde det ekstremt dårligt. Nikolaj og Jonas kastede op på skift, mens Jakob prøvede at holde poser, lukke poser og skaffe nye poser. Da også Jonas kastede op anden gang måtte Jakob også bukke under og kigge dybt i en plastic-pose.

Da Kasper så alt det påstyr, må han enten have tænkt ”jeg hjælper lige min mor og far og lægger mig til at sove. Eller også har det hele bare været for meget med en hel familie, der kaster op. I hvert fald lagde han sig utroligt nok til at sove igen og sov til vi var i havn. Hvordan turen skulle have gået, hvis han havde sluttet sig til søsyge-holdet, kan vi ikke forestille os. For både Mette og Jakob var ganske ukampdygtige. På et tidspunkt klynker Jonas ”far, vil du ikke nok hjælpe mig, jeg har det så dårligt” og Jakob kunne kun svare ”Du må lige vente lidt Jonas. Jeg skal lige kaste op”. Og da Mette var i gang med samme ubehagelige aktivitet, måtte Jonas klare sig selv. Det er altså ikke rart ikke at kunne hjælpe sine børn.

Heldigvis klarede de det super godt. Først og fremmest Kasper naturligvis. Men også Nikolaj og Jonas, der tog det rigtig flot og med – efter omstændighederne – godt humør. Efter at have fyldt en pose kiggede Jonas på indholdet og konstaterede; ”hov, der kom hele min chokolade-is vist op. Jeg må have en ny derned.” Det fik han nu ikke lige med det samme… Rent praktisk var det en stor lettelse, at de hver gang de kastede op ramte posen. Det var ikke alle på båden, der var lige gode til det.

Nu blev det en lang og detaljeret historie om en frygtelig sejltur. Ikke særlig lækker – og det bliver ikke bedre af, at vi havde mindst 100 lidelsesfæller på båden, så der gik ikke et minut, hvor man ikke kunne høre nogen, der var ved at kaste op et sted på færgen.

Mest overrasket er nok Jakob, der aldrig plejer at blive søsyg. Og det var jo altså ikke en storm, vi var ude i – bare god vind og store bølger. Det er ikke en historie vi er stolte af. Men den hører til historien om vores ferie. Og turen sluttede naturligvis med, at vi nåede fint i land og alle hurtigt fik det bedre. Om ikke før, så i hvert fald få minutter senere, da vi ankom til Haad Tien Beach Resort på sydkysten af Ko Tao. Det er paradis.

Pit-stop på Ko Samui

En enkelt nat på Ko Samui er selvfølgelig ikke nok til at opleve øen. Men det var nu rigeligt for os, indtil vejret bliver bedre.

Vi var i god tid i lufthavnen og fik tjekket ind til den meget korte flyve-tur til Ko Samui. Flyvetiden er omkring en halv times tid, så man når kun lige op i luften, før man skal ned igen. Man kan også kom-me hertil fra Krabi med bus og færge, men vi fik ganske billige flybilletter med Bangkok Airways, så prisen er næsten det samme og vi sparer lidt tid og – ikke mindst – sparer vi Mettes lidet sø-stærke krop for en sejltur i blæse-vejr.

Vi kom af sted 15 minutter før tid i en lille propel-flyver malet med palmer og fisk. Så var der ligesom lagt op til trope-paradis. Flyveturen gik hurtigt og vi lagde nærmest an til landing inden det overhovedet var meningen, at vi skulle have været lette.

Vi havde glædet os til at se Koh Samui fra oven, men indtil ganske få meter før vi satte hjulene på landingsbanen, kunne vi ikke se andet end skyer og tåge. Det øsede ned, da vi gik fra borde. Ikke just det trope-paradis vi havde regnet med at ankomme til. Så var det alligevel småting med en eftermiddags-byge i Krabi.

Nå, vi skulle kun være her én nat, så det gik nok tænkte vi og gik mod udgangen for at finde et sted at bo. Vi tog den nemme – og helt sikkert ikke billigste – måde; nemlig at lade os indfange af en af ”hotel-sælgerne”, der står ved udgangen fra lufthavnen.

Bortset fra, at vi kom til at betale overpris for færgen videre til Ko Tao (skal andre gøre det samme, så køb først billet ude ved færgelejet), så viste det sig at være et rigtigt valg. Vi bookede på hotel World Resort, der ligger på stranden på den nordlige del af Samui og ikke langt fra færgelejet. Vi fik to værelser lige ved siden af hinanden med døre imellem og til en pris på 1450 baht (knap 300 kr) pr. værelse inklusiv afhentning i lufthavnen og morgenmad, så kunne det ikke være helt galt.

Allerede 10 minutter senere kom der en minibus fra hotellet for at hente os og kort efter blev vi taget imod af overstrømmende venligt personale på hotellet. Vi fik vores to værelser, der nærmere var to hytter, der er bygget sammen. Det var ikke luksus-værelser, men alt var fint og rent. Nikolaj og Jonas synes, at det var vildt sejt, at de fik deres egen hytte – selv om Jonas lige skulle sikre sig, at dørene mellem værelserne skulle stå åbne om natten.

Regnvejr eller ej. Intet kan holde Nikolaj og Jonas fra swimming poolen, så vi hoppede i badetøj og sprang i den indbydende swimming pool. Kasper var med – om end ikke så længe for han blev kold. En noget uvant følelse for os alle i den sidste månedstid.

Vi talte med et dansk par – ja, der er danskere alle vegne. De havde været på Ko Samui i 14 dage. Stort set med skyer og regn hver dag. Det er ikke lige det vi er kommet for, så forhåbentlig er vejret bedre på Ko Tao i morgen.

Det blev tørvejr, men stadig gråt og blæsende. Men den slags vejr har jo også fordele. Vi fortsatte derfor badeturen ned til stranden, hvor Nikolaj, Jonas og Jakob legede i de høje bølger.

Bølgerne var så store, så da Nikolaj ville ud på en svømmetur insisterede Jakob på, at Nikolaj fik Jonas’ korkbælte på, så han ville flyde ovenpå, når bølgerne kastede ham rundt.

Efter svømmeturene spiste vi på hotellets restaurant og sad bogstavelig talt ud over bølgerne. Ganske idyllisk – specielt, hvis der havde været lidt mindre blæst.

Vi fik en fantastisk middag, hvor der var kælet for alle retterne. Nikolaj havde set, at man kunne få barracuda. Det synes han var vældig sejt, så han fik barracuda-filet.

Vi sluttede aftenen med en lille gåtur, hvor Nikolaj og Jonas klatrede i palmer. Da vi kom hjem sluttede vi af med biograf på værelset og så den første (og bedste) Shrek-film.

Farvel til Krabi

De sidste 1½ dag i Krabi stod på afslapning, badning, mad og is.

Der skete ikke meget nyt vores sidste tid i Krabi. Alle børnene nød at slappe af på vores hotelværelse. Nikolaj og Jonas har fået lært at spille 500, så nu bliver spille-kortene brugt på livet løs – endda med indbygget matematik-undervisning til både Nikolaj og Jonas. Det er sjovt som alle de gamle udtryk kommer frem, så nu kan vores børn sidde og kommentere kortene med ”øv, 25 skæve”, ”ha, ha, her kommer en knald-lukning”. Man skulle tro, at de havde lært det af deres olde-mødre.

Der var naturligvis også tid til en tur i poolen for hele familien. Nikolaj og Jonas var i vandet i flere timer – vi andre lidt på skift. Nikolaj og Jonas svømmetrænede og øvede dykning – og Jonas uden bælte.

Om eftermiddagen øsede det ned – det er ved at være en lidt kedelig vane, at vejret skifter hver eftermiddag. Men Nikolaj og Jonas var godt tilfredse for de fik lov at spille PSP. Drengene nyder deres spilletid, men ellers er det nu ikke meget vi hører efterspørgsel efter computer, fjernsyn. Det store fladskærms-tv på hotelværelset er der ingen der har gidet tænde de fem dage vi har været her.

Kasper stavrer rundt om alting – og får sig nogle knubs, når modet er større end evnerne. Men det er godt, at han er ved at komme efter det for nu runder han snart et år.

Vi fik spillet det nye ”slange-spil” som Nikolaj og Jonas købte på aftenmarkedet.

Vi har spist aftensmad på børnenes præmisser alle dagene her i Krabi. Det betyder, at vi har benyttet den lokale italienske restaurant til de fleste måltider – afbrudt af et par visit på McDonalds – eller McThai som Jonas insisterer på at kalde det. Desserten har vi indtaget på Swendsens is-bar med kæmpe is-desserter til os alle fem – til en pris af ca. 100 kr. i alt.

Der var også tid til massage til Mette på en af de lokale massage-saloner inden turen gik afsted til lufthavnen, hvor vi skulle videre til Ko Samui.

Krabis strande

Vi bor ved Ao Nang Beach, der er kendt som en yderst smuk strand. Måske er vi blevet for godt vant, men vi ville nu ikke bade fra den og tog derfor til de smukke strande Ao Railay og Phranang.

Det er efterhånden flere dage siden vi har været ved stranden – ud over vores morgenvandreture med Kasper, når han vågner klokken 6 og de andre på værelset gerne skal have fred til at sove videre.

Vi havde egentlig valgt at bo ved Ao Nang i stedet for Krabi by fordi stranden skulle være god. Den er da også flot at se på, når man ser den udefra. Det er en bred sandstrand omkranset af høje klipper og skov på begge sider. Men den er ikke god at bade fra. Småsten, meget lavvandet og fyldt med longtailbåde, der spreder larm og olie i vandet. Det er ikke lige her man holder idyllisk strandtur.

Men de mange longtailbåde er der af en grund. De sejler nemlig til de nærliggende strande, som har alt, hvad Ao Nang ikke har. Så vi købte billetter og ventede kun få minutter før vi kom af sted.

Bådene  fungerer som en slags offentlig transport. Man køber billet til fast takst. Det koster 80 baht (ca. 16 kr) for voksne – børnene er med gratis hvis de smiler og til halv pris, hvis de er sure – det er nok ikke lige det officielle princip, men der er ikke helt logik i, hvornår og hvor meget vi betaler for børnene her i Thailand. Ofte er de gratis med. Andre gange betaler vi halv pris for Nikolaj og Jonas. Kasper har vi ikke oplevet at skulle betale for nogle steder. Når man har betalt, må man pænt vente til en båd er fyldt op. Det er ca. 10 personer, så da vi er de fem, gik der ikke lang tid, før vi kom af sted. Man kan selvfølgelig også hyre en båd til sig selv, men så er det naturligvis dyrere. Alt i alt er det jo en ganske udmærket model, der er identisk med modellen for de lokale songthaews (pick-ups med bænke bagpå, der fungerer som en mellemting mellem kollektive taxaer og busser).

Vi sejlede til Ao Railay (west). Grunden til, at man kun kan sejle dertil, er at stranden ligger på en halvø, der adskilles fra fastlandet af høje, stejle klipper, så det er umuligt at anlægge en vej dertil. Det giver heldigvis også en vis naturlig begrænsning i tilstrømningen af hoteller og turister. Vi var taget tidligt af sted og der var kun få andre på den idylliske strand, da vi ankom. Det er fantastisk at sætte fødderne på stranden. Det er det fineste, blødeste sand vi nogen sinde har mærket. En håndfuld god dansk strandsand vil være som grus og skærver i forhold til det her sand. Der er næsten ingen sten på bunden, så det er super godt at bade her. Til gengæld har det fine sand en stor ulempe. Blæser der blot en lille vind,fyger sandet rundt. Og det kommer ind overalt. Selv gennem badetøj og lynlåse. Så da vi først var færdige med at bade gik vi til øst-stranden for at komme i læ.

Det tager kun 5-10 minutter at spadsere over halvøen til den anden side. Og på turen kan man se på aber, der leger i træerne. Stranden på den anden side er helt anderledes. Nogle få, små sandstrande og mudret vand, fordi det meste af vandkanten på denne side er bevokset med mangrove-træer. Det er flot – men ikke badevenligt. I hvert fald ikke her ved lavvande.

Nikolaj og Jonas legede i det mudrede vand, indtil Nikolaj sank så dybt ned i mudderet, at han måtte have hjælp fra både Jonas og Jakob for at blive reddet. Det var klart for alle, at han var gået den visse død i møde, hvis ikke hans modige lillebror og far havde reddet ham op ad kvik-sandet. Så Jonas og Jakob mener i hvert fald, at Nikolaj nu står i evig gæld til dem for at have frelst hans liv ;-)

I den sydlige ende af denne strand rejste høje klipper sig igen. Adskillige klatrehold var i gang med at forcere de lodrette klippesider. Vi tog en mindre kuperet sti langs med klipperne, der førte os gennem flotte grotter med drypsten og træer, der borede sig gennem klipperne.

Et sted dryppede vand fra en klippe ned på en klippe på jorden. Det har det formentlig gjort i mange, mange år. Selv om det kun var en enkelt dråbe måske hvert femte sekund, så har det med tiden gravet et lille hul ned i den klippe dråberne rammer. Imponerende hvilken kraft tiden har.

Den tredje strand – Phranang Cave Beach – er fantastisk. Det er en lille hvid sandstrand, der ligger omkranset af klipper til begge sider. Og i den sydlige ende fortsætter stranden ind under en stor klippehvælving. Her kunne man roligt bade uden fare for sol-skoldning…

Vi badede her et godt stykke tid alle sammen, indtil dagens meget sol og saltvand var for meget for Jonas, der synes, at det gjorde ondt alle vegne. Samtidig opdagede Jakob, at han havde passet på vores værdier på en lidt speciel måde. Nemlig ved at have sin pung med i lommen, da vi badede. Så vi skulle hjem i skygge og tørre penge, billetter og hvad der ellers var i blevet vådt.

Vi sejlede hjem for at pleje vores ømme kroppe. De havde endnu engang havde fået for meget sol – trods solcreme og en måned i varmen er vores kroppe stadig ikke klar til heldags-strandudflugter.

Senere tog vi en songthaew til aftenmarked i Krabi by. Et hyggeligt marked med små madboder og endnu flere boder med alt fra tøj og smykker til spil og fint udskårne håndsæber.

Phang Nga nationalpark

Phang Nga er blandt verdens største mangrove-områder. Ud over mangrove-skove har vi sejlet rundt blandt klippeøer, udforsket huler og badet i vandfald.

Phang Nga ligger omkring 120 km fra Krabi, så det var en længere tur, vi skulle ud på. Vi havde købt os med på en ”pakke-tur” til James Bond island. Det er nu ikke øen, der har givet navn til turen, der var dagens største oplevelse.

Vi købte turen dagen før i Krabi by hos en lille turistbod uden nogle andre kunder og med udsigt til regn, så der var gode muligheder for at forhandle rabat. Vi kom af sted på en ”semi-private” tur - hvil-ket betyder, at man er ti af sted i en gruppe i stedet for halvtreds. Det er ganske udmærket – særligt da vi jo udgør de fem. Turen kostede os den nette sum af 3500 baht (ca. 700 kr) for os alle fem. Det dækker bil hele dagen (minibus med air condition – noget mere luksuriøst end de ladvognene vi ellers kører med ;-), 4-5 timers sejltur, frokost og en guide der faktisk var yderst veltalende på engelsk. Lidt pudsigt når vi et par dage før havde betalt 4500 baht for en båd + bil fra Ko Kradan til Krabi. Der blev vi vist snydt, men hvad kan man gøre, når man er isoleret på en lille ø…

Vi blev hentet på vores hotel 8.30. og havde to timers køretur foran os. Nikolaj og Jonas spillede ludo (vi har et lille magnet-ludo med) mens resten af familien tog en lur. Kasper havde været meget vågen om natten, så både han og forældrene var trætte.

Efter en pause midtvejs, hvor alle vågnede op og Nikolaj og Jonas fik ”formidags-is” fik vi alle nydt den sidste del af køreturen gennem plantager med gummitræer, bananpalmer og ananas-planter godt blandet med den øvrige frodige natur. Vi fik detaljerede forklaringer på det hele fra vores guide, så nu er vi nærmest i stand til at etablere os med egen gummi-produktion, hvis det skulle friste.

Vel fremme ved Phang Nga nationalparken skiftede vi transportmiddel. Mere end 80% af nationalparken er dækket af vand, så det er helt naturligt, at den videre færd foregår med longtail boat.

Vi sejlede af floden omkranset af mangrove-skov ud til havet, hvor vi satte kurs mod Khao Ta Poo. Øen er blevet kendt fordi den var vært for slutscenen i en James Bond film. Det spektakulære er dog pustet en hel del op af turist-industrien. Hvis vi havde kunne vælge, ville vi hellere have udforsket en af de 40 andre spændende øer og været fri for de mange andre turister. Men nu er det denne ø alle tur-bådene valfarter til. Skal man se lidt positivt på det, aflaster det jo alle de andre skønne øer fra at blive overrendt af turister.

Men James Bond øen som guiderne insisterer på at kalde den er da imponerende, som den rejser sig som en søjle af havet. I det hele taget er det et flot syn at sejle rundt her. Frodige klippeøer rejser sig lodret op til 300 meter over havet. De fleste er helt utilgængelige, men nogle få har et lille stykke strand eller anden mulighed for at både kan lægge til.

Et sted er denne plads udnyttet til det yderste. Det der er startet som en lille fiskerflække på en ø er nu vokset til en by med 1300 indbyggere. Det er formentlig kun de 10 der bor med fast grund under fødderne. Alle andre lever og arbejder i huse bygget på pæle ude i vandet. Vi spiste frokost her. Sammen med ca. 1000 andre turister. Stedet ar nemlig udviklet sig sådan, at turisme giver væsentlig bedre indtægt end fisker-hvervet, så de fleste i den mærkelige pæle-by lever af turisterne. Det ændrer nu ikke ved, at det var en sjov oplevelse at komme i land, om bord eller hvad det kan hedde i byen.

Kasper var faldet i søvn på turen fra James Bond øen og sov videre på Jakobs arm det meste af froko-sten i pæle-landsbyen.

Vi sejlede videre til en ø med adskillige grotter som vi udforskede i kano.

Kasper var med og iført sin baby-redningsvest. Det var han bestemt ikke glad for. Den er vist ikke til babyer i hans størrelse. I hvert fald sidder han fuldstændig fikseret og kan hverken bevæge hovedet eller armene, når han har den på, så han var ikke helt tilfreds med turen.

Grotterne er flotte med drypsten og havets dybe indskæringer i klippen.

Herefter gik sejlturen retur. Der var kommet lidt bølger på havet, som Nikolaj lige skulle mærke på tæt hold, så han stak hovedet ud over rælingen og ned i bølgerne. Så snart vi kom retur til floden blev vandet roligere til Mettes tilfredshed.

Vel tilbage på land kørte vi videre til Wat Suwankuha – ”Abetemplet”. Navnet følger af de mange makak-aber, der holder til omkring templet. Selve templet er et stort grotte-system, som Nikolaj og Jonas straks gik i gang med at udfordre. De kom hurtigt helt ind i bunden af grotten og klatrede op til et flot udsigtspunkt over grotten. Det gik dog ikke så nemt med at komme ned igen, så her måtte Jakob til hjælp.

Dagens sidste stop var Manora Waterfall. Et mindre idyllisk vandfald i junglen, hvor der er tre fald med hver deres lille bademulighed. Og havde det til gengæld helt for os selv. De øvrige turister skulle enten op til det øverste og største fald eller turde kun soppe rundt ved det nederste fald.

Efter en lang dag var det herligt at blive kølet ned, så Nikolaj, Jonas og Jakob kom hurtigt i vandet. Mette syntes vist ikke om at smide tøjet 100 meter fra en spejderlejr (vi havde passeret en spejderlejr med nogle hundrede boy scouts kort forinden).

Som en ekstra bonus var den lille sø fyldt med små fisk, der nappede til vores fødder. Ligesom de fisk man ellers betaler dyrt for at få renset fødder af i byerne. Det blev dog for meget for Jonas, der hoppede i sikkerhed på klipperne.

Efter vandfaldet gik turen hjemad. Vi var hjemme omkring kl. 18, så vi gik direkte ud for at spise aftensmad ovenpå en intens og spændende dag.