Hjemrejse

I dag er sidste dag af vores ferie. Omkring 24 timer kommer det til at tage os at komme hjem. Desværre begyndte hjemrejsen skidt. Nikolaj blev syg.

Vi fik pakket det meste i går for at have god tid til at bade og lege på vores sidste dag i Thailand. Des-værre blev de planer ændret noget allerede i løbet af natten. Nikolaj vågnede ved 4-tiden med meget ondt i maven og lå og vred og vendte sig længe. På et tidspunkt kastede han op. Det gav lidt ro til at få sovet en halv times tid for både ham og Jakob.

Hele morgenen og formiddagen lå Nikolaj og hvilede sig, kastede op og prøvede at sove lidt. Jakob hvilede lidt først på morgenen og gik derefter i poolen med Jonas. Det var meningen, at vi skulle have brugt det meste af vores sidste feriedag i poolen og på stranden, men sådan kom det altså ikke til at gå.

Vi skulle være ude af værelset kl. 12. Men da Mette kom bærende med en sovende Nikolaj for at finde et sted med skygge, var receptionisten i gang med at forklare det par, der stod og skulle lige til at flytte ind på værelset, at det desværre ikke var ledigt før om eftermiddagen. Da de først så Nikolaj forstod de godt, at vi havde mere brug for værelset nogle timer, end de havde. Det var skønt. Nikolaj blev båret sovende tilbage i sengen og vågnede op en times tid senere. Heldigvis noget mere frisk.

Om eftermiddagen tog vi af sted fra hotellet. Inden vi tog i lufthavnen, besøgte vi et tempel med en enorm Buddha-statue – der ganske beskrivende kaldes ”Big Buddha”.

Hjemrejsen begyndte med en kort flyvetur fra Ko Samui til Bangkok. Afrejse 17.30 og fremme i Bang-kok kl. 19. Og så var det bare med at vente. Vores fly til København gik først kl 00.25, så der skulle slås godt 5 timer ihjel i Bangkok lufthavn. Ikke det mest ophidsende sted, men heldigvis var al vores bagage blevet tjekket ind på Ko Samui hele vejen til København, så vi havde bare os selv at passe på.

Tiden gik med at få aftensmad. Den første rigtige test af om Nikolaj var frisk igen. Men han spiste en halv pizza uden brok fra maven. Og dernæst med at lege, spille kort og lade Kasper kravle rundt i afgangshallen for at få rørt sig noget inden de mange timers flyvning.

Inden afgang skulle vi igennem en mærkelig transformations-proces for at klargøre os til det kolde danske klima. Lange bukser og strømper er længe siden vi har haft i brug. Kasper kunne vist slet ikke huske, hvordan det var. I hvert fald kigegde han meget forundret på sine fødder med strømper på. Hver gang han opdager det, prøver han at hive dem af.

Alle holdt godt ud. Og det lykkedes alle at holde sig vågne, til vi kom om bord på flyet omkring midnat. Jonas sad kun i flysædet få minutter før han sov. Kasper faldt snart efter i søvn på Jakobs skød. Men Nikolaj faldt over sport-sektionen i B.T. og læste en lang artikel om Daniel Agger, før han lagde sig til at sove. Så alt gik som planlagt.

Desværre fortsætte vores børn ikke med at følge ”ønske-planen” om at få vendt døgnet i flyet. Kasper vågnede flere gange. Han er reelt blevet for stor til det bassonet, man får til babyer.

Og Nikolaj og Jonas vågnede omkring halv ni. Det vil sige kl. halv tre i dansk tid. Men humøret var højt og vi landede planmæssigt i København omkring 6.30, hvor vi blev hentet af farmor og Morten.

Tillykke med fødselsdagen Nikolaj

”I dag er det Nikolajs fødselsdag. Hurra, hurra, hurra.”

Selv om man er langt fra Danmark, skal man selvfølgelig vækkes med dansk fødselsdags-sang. Kasper valgte lige præcis denne dag til at sove længe, så da Jonas (og vist også Nikolaj) havde ligget vågen et godt stykke tid, vækkede vi andre Nikolaj med manér kl. halv otte.Værelset var pyntet med balloner og Nikolaj fik sine fødselsdagsgaver på sengen: Et sæt spisepinde, et ur i Brøndby-farver, et sæt fodbold-tøj og lovning på en ny seng, når vi kommer hjem. Alt sammen gjorde stor lykke.

Kasper vågnede efter gaveudpakningen og kiggede glad og forundret på de mange balloner. Imens læste vi hilsner fra familien.

Vi er nok ikke til at få fat i på telefon, men prøv via Skype (jharder), send en e-mail eller efterlad en kommentar her på bloggen.

Også stort tillykke til Mikkel, der også har fødselsdag i dag.

Nikolaj sagde i morges, at han ikke troede, at Mikkel kunne få så god en fødselsdag som ham med balloner og morgensang og gaver på sengen. 

Vi fik fat i Mikkel i Rwanda over Skype fra pool-kanten. Han var allerede på arbejde selv om klokken hos ham kun var 8 om morgenen. Efter en hyggelig snak hoppede vi i swimming poolen igen og legede videre.

Efter at have plasket en god sjat af vandet ud af poolen gik vi ned til stranden. De store drenge – det vil  sige Nikolaj, Jonas og Jakob byggede dæmning igen. Efter at have overværet Jakobs ingeniør-færdigheder i et stykke tid konstaterede Jonas ”far, det har du vist godt styr på. Fortsæt du her, mens jeg hjælper Nikolaj med at bygge en dæmning længere oppe.”  Men sand er ikke det bedste dæm-ningsmateriale og trods en ihærdig indsats, vandt vandet til sidst.

I mellemtiden kravlede Kasper rundt i sandet og legede. Det er skønt at opleve, hvor glad hane r blevet for at være på stranden. Det har ellers taget lang tid. Men nu kravler han glad rundt i sandet. Og også gerne lige ud i bølgerne.

Om aftenen tog vi til Chaweng by. Nikolaj ville gerne have lasagne til aftensmad på sin fødselsdag, så vi fandt en italiensk restaurant. Og efter middagen gik vi til Swendsens for at få store is-desserter.

Vel hjemme igen læste vi de seneste fødselsdagshilsner og hyggede med ”biograf”. Alt i alt en rigtig god fødselsdag, synes Nikolaj.

Det var vores sidste aften, så det stod også på oprydning og pakning inden turen hjemad begynder i morgen eftermiddag.

Vandfald

Vi besøgte to vandfald midt på øen. Det ene en 2 minutters spadseretur fra parkeringspladsen. Det andet næsten en times klatring til toppen af det 80 meter høje vandfald.

Vi tog tidligt afsted fra hotellet i dag på vandfalds-tur. Egentlig ikke fordi der er så langt – Ko Samui er en lille ø – men for at nå frem inden de mange tur-selskaber.

Vi tog en taxa til Ko Samuis højeste vandfald, der meget lidt idyllisk er navngivet; Waterfall 2. Men trods det kedelige navn, er det et helt fantastisk vandfald, der falder 80 meter midt inde i junglen. Taxa-chaufføren havde aldrig selv været der, men mente, at der var omkring et kvarters gang fra bilen. Der var også ca. et kvarters gang ad en fin vej, hvor vi endda kunne have trillet med klapvognen, til et fint udsigtspunkt til vandfaldet.

Vi havde Kasper i den bæresele, vi lånte af Anders og Susanne. Og det var super godt, for vi mødte en mand, der spurgte om vi ville med op til toppen af vandfaldet. Det ville vi naturligvis gerne, men det var aldrig gået uden, at Kasper kunne hænge i bæreselen, for det var ca. 45 minutters klatring gennem junglen, på våde klipper og gennem junglen – hele tiden med vandfaldet lige ved siden af.

Det var hårdt. Efter kort tid var vi gennemblødte af sved og trætte i ben og arme af at klatre op ad klipper, trække sig op i lianer og undgå at hænge fast i træ-rødder. Mette måtte sande, at formen ikke helt slog til og måtte sætte sig lidt ned, da det sortnede for øjnene. Men efter en portion vand, gik turen videre. Vores guide førte an med Jonas på ryggen, skarpt forfulgt af Nikolaj, der næsten klatrer som en abe. Jakob udgjorde bagtrop med Kasper på maven, der sad og jublede og nynnede mens han dinglede med hovedet nedad, når der skulle klatres over våde klipper eller henover væltede træer.

Men belønningen var fantastisk. Helt oppe, hvor vandfaldet begynder, er en lille sø, som vi svømmede i. Det vil sige Nikolaj, Jakob og Mette. Jonas synes, at det var for koldt. Og Kasper turde vi ikke have med i det hvirvlende vand.

Man kunne svømme hen til et lille fald, hvor et reb sad fast, så man kunne trække sig ind i en hule under vandfaldet og kigge ud.

Turen ned var lige så fantastisk. Vi nød udsigten fra toppen af bjerget og krydsede vandfaldet flere gange på vej ned. Det falder ikke 80 meter i ét fald, men over flere mindre fald. Flere steder kan man derfor krydse henover med behørig respekt for de våde, glatte klipper.

To timer senere var vi nede igen. Netop som de første horder af turister kom vandrende hen til det første udsigtspunkt. Vi takkede vores guide mange gange og betalte ham naturligvis lidt som tak for hjælpen og oplevelsen. Vi var næppe kommet hele vejen til toppen uden hans hjælp.

Tilbage til foden af bjerget havde taxa-chaufføren mistet tålmodigheden og var kørt, så vi måtte have fat i en ny taxa. Mens vi ventede på taxaen, kunne vi se på en stakkels tiger-unge, der havde som job at være turist-attraktion, som man kunne blive fotograferet med. Egentlig samme koncept, som da vi var i Tiger Kingdom, men der var himmelvid forskel på, hvordan tigrene så ud. Denne her var lænket med en kort kæde til en stor cementblok og så i det hele taget ikke ud til at trives. Selv om vi havde vores moralske skrupler ved besøget i Tiger Kingdom, så var forholdene for dyrene tydeligvis lang bedre end her.

Vi kørte med den nye taxa til det andet vandfald, der ligger tæt ved og – logisk nok – er navngivet Waterfall 1. Det var en helt anden oplevelse.

Selve vandfaldet ligger tæt ved vejen, så der er nem adgang og masser af mennesker. Men det ændrer nu ikke ved, at også dette vandfald er imponerende. Det er 15 meter højt. Det lyder selvfølgelig ikke meget i forhold til de 80 meters fald ved Waterfall 2. Men det er stort, bredt og larmende. Og når man er tæt på, kan man dårligt tale sammen på grund af larmen og alt bliver vådt af dråberne i luften fra vandfaldet. Så det var rigtig godt at besøge begge vandfald.

Vel hjemme igen spiste vi en hurtig frokost og holdt vi velfortjent afslapning på hotellet og tog derefter en tur på stranden. Senere blev der også tid til en tur i poolen for alle.

Aftensmaden spiste vi på en lille restaurant 100 meter fra hotellet. Jakob og Mette havde egentlig bestilt en hummer, men de havde desværre ikke kunne opdrive en hummer på markedet. I stedet bestilte vi konge-rejer og blev rigeligt mætte af de tre kæmpe rejer vi hver fik.

Chaweng

Vi tog til Ko Samuis hoved-strand og turist-mekka; Chaweng Beach.

Vi brugte morgen og formiddag på hotellet ved stranden og i poolen. Nikolaj og Jonas plaskede rundt og legede sammen i vandet. Det er imponerende, som de bare kan få hele dage til at gå med at lege sammen – særligt, når der er vand, de kan lege i.

Kasper er også ved at være en rigtig vandhund og strandløve og skal være med, hvor det sker – det vil sige, hvor Nikolaj og Jonas nu end befinder sig. Det er ikke altid den store hjælp, når han kravler hen for at ”hjælpe” med at bygge storebrødrenes sandslotte og dæmninger, men de tager hans indgreb pænt. Han vil jo bare gerne være med.

Om eftermiddagen tog vi en song taew til Chaweng og blev sat af på ”strandvejen” – gaden der løber langs hele stranden med hoteller på hav-siden og et væld af små forretninger på den anden. Alle sammen målrettet turister.

Nikolaj og Mette prøvede ”doktorfisk”, hvor man stikker fødderne end i et akvarium fyldt med små fisk, der spiser alle de døde hudceller. Ganske underholdende. Specielt fordi de begge er enormt kildne mellem tæerne.

Vi var naturligvis også en tur på den berømte Chaweng strand, som er hovedårsag til øens dominerende indtægtskilde: turisme. Mens Jakob og Mette stod og vædede om, hvem af børnene, der først fik vådt tøj, kravlede Kasper resolut direkte ud mod bølgerne. Men det blev Jakob, der blev våd, som led i ”rednings-aktionen”;-)

Efter aftensmad på McDonalds tog vi en song taew hjemad. Det blev nu en længere tur, for selv om chaufføren havde ret, da han svarede os, at han da kørte til Lamai, så var det altså først efter, han havde været ude at vende højere mod nord, så vi fik en billig rundvisning, men var til gengæld først sent hjemme.

Nu har vi været ved både Lamai og Chaweng. Og selv om strandene er flotte, så langt øjet rækker, så er det glimrende, at vi er havnet på et hotel lige lidt væk fra hoved-turistbyerne.

Retur til Ko Samui

Vi havde frygtet sejlturen denne dag, men alt gik fint og roligt. Og vi er nu på Ko Samui de sidste dage af vores rejse.

Vi tog morgen-færgen kl. 9.30 fra Ko Tao til Ko Samui. Efter den hårde sejltur hertil, ville vi bare gerne have det overstået. Alle fik søsyge-piller inden vi tog fra hotellet – det har ellers hidtil kun været Mette, der tog den slags. Og så forløb turen fuldstændig roligt og ingen blev søsyge.

Kasper kunne vist stadig huske, at ingen havde tid til at tage sig af ham på overfarten sidst, så han lagde sig til at sove i sin klapvogn, da vi sejlede ud af havnen. Og vågnede to timer senere, da vi lagde til på Ko Samui. Nikolaj, Jonas og Mette lagde sig også til at sove, da vi sejlede, så Jakob fik for første gang to timers ro til at læse.

Der var stort set ingen bølger og katamaran-færgen svævede let henover vandet, så uanset sovende børn, søsyge-piller m.v. var det ganske sikkert gået fint. Vi var vist bare meget uheldige med udrejsen.

Vores hotel ligger ca. en ½ times kørsel fra færgen, så kl. 12 tjekkede vi ind på vores nye hotel; Thong Ta Kian Resort. Det ligger lige mellem de to store strande Chaweng og Lamai på østkysten. Så vi er tæt på by, forretninger og spisesteder. Og alligevel lidt for os selv, idet kun fire mindre hoteller deler området og ikke mindst stranden i den lille bugt.

Stedet er herligt, men vi var nu lige ved at forlade det, inden vi havde tjekket ind. Vi blev nemlig præsenteret for, at det nu lige kostede lidt ekstra for alle børnene. Jakob kunne fremvise den mail vi havde fået fra dem som bekræftelse på reservation og pris for nogle dage siden, men nu hed det sig bare, at den var sendt automatisk af ”the system”, så det kunne de ikke tage ansvar for. Hmmm. Her kunne vi ganske givet have vundet en større juridisk afklaring af dette ansvars-spørgsmål, men da vi landede på, at det var 400 baht ekstra pr. nat (udover de 2200 værelset koster) og vi til gengæld kunne tjekke ind med det samme og fik fri internet, så valgte vi at betale. Det ville helt sikkert ødelægge mere af vores ferie at skulle finde et nyt hotel nu, end de ville miste ved de fire dages tabt betaling. Bare et rigtig ærgerligt start-indtryk.

Men bortset fra denne misere, så er hotellet super godt. Vi har et dejligt stort værelse, hvor alt er nyt og moderne. Vi bor lige ud til swimming poolen, som vi nærmest har indtaget som vores private pool. Stranden er idyllisk placeret i en bugt med klipper og palmer.

Der er endda et lille vandløb, som straks efter ankomsten blev offer for Nikolaj og Jonas’ dæmnings-byggerier. Men helt så lille som de andre, de har bygget dæmninger ved, var vandløbet ikke. Så det var nødvendigt at rekruttere strandens andre børn og snart blev der talt både dansk, fransk og italiensk omkring dæmningsbyggeriet.

Om aftenen gik vi til Lamai, som er den strand og by, der ligger et par kilometer syd for vores hotel. På vej ind til byen så vi et skilt, hvor der stod, at der hver søndag er aften-marked. ”Det må vi huske” tænkte Jakob for Mette elsker den slags markeder. Kort efter kom vi til centrum, hvor aften-markedet var i fuld gang. For det er søndag i dag. Ja, den slags detaljer som hvad dag det lige er, går man ikke så meget op i på så lang en rejse. Der har været flere gange undervejs, hvor vi simpelthen ikke har været i stand til at kunne huske, hvad ugedag det var. Egentlig ganske befriende. Det glemmer man aldrig hjemme.

Vi gik  ombord i markedets madboder og traskede frem og tilbage mellem de mange boder og valgte mad. Et par majskolber fra én bod, forårsruller og nogle trekantede deep fried ting vi ikke helt ved, hvad var fra en anden bod. Riskugler, pølser, kyllingespyd, karry-ris fra andre boder. Der var endda en bod, der lavede franske kartofter, så det fik vi også.

Det var enormt hyggeligt at sidde i vejkanten og guffe de mange små-retter. Og ikke mindst at gå rundt og vælge mad i de farvestrålende, duftende gade-køkkener. Jonas var ikke helt vild med konceptet, men fik da både spist kyllingelår og frisklavede chips. Nikolaj var mest glad for at få majs, så dem røg der næsten to ned af. Og Kasper smagte på stort set alt.

Til dessert delte Nikolaj og Jonas en pandekage og Jakob og Mette frugt-shakes – sådan nogle smoothies-agtige nogen – her med henholdsvis jordbær og ananas.