mandag den 7. februar 2011

Chaweng

Vi tog til Ko Samuis hoved-strand og turist-mekka; Chaweng Beach.

Vi brugte morgen og formiddag på hotellet ved stranden og i poolen. Nikolaj og Jonas plaskede rundt og legede sammen i vandet. Det er imponerende, som de bare kan få hele dage til at gå med at lege sammen – særligt, når der er vand, de kan lege i.

Kasper er også ved at være en rigtig vandhund og strandløve og skal være med, hvor det sker – det vil sige, hvor Nikolaj og Jonas nu end befinder sig. Det er ikke altid den store hjælp, når han kravler hen for at ”hjælpe” med at bygge storebrødrenes sandslotte og dæmninger, men de tager hans indgreb pænt. Han vil jo bare gerne være med.

Om eftermiddagen tog vi en song taew til Chaweng og blev sat af på ”strandvejen” – gaden der løber langs hele stranden med hoteller på hav-siden og et væld af små forretninger på den anden. Alle sammen målrettet turister.

Nikolaj og Mette prøvede ”doktorfisk”, hvor man stikker fødderne end i et akvarium fyldt med små fisk, der spiser alle de døde hudceller. Ganske underholdende. Specielt fordi de begge er enormt kildne mellem tæerne.


Vi var naturligvis også en tur på den berømte Chaweng strand, som er hovedårsag til øens dominerende indtægtskilde: turisme. Mens Jakob og Mette stod og vædede om, hvem af børnene, der først fik vådt tøj, kravlede Kasper resolut direkte ud mod bølgerne. Men det blev Jakob, der blev våd, som led i ”rednings-aktionen”;-)


Efter aftensmad på McDonalds tog vi en song taew hjemad. Det blev nu en længere tur, for selv om chaufføren havde ret, da han svarede os, at han da kørte til Lamai, så var det altså først efter, han havde været ude at vende højere mod nord, så vi fik en billig rundvisning, men var til gengæld først sent hjemme.

Nu har vi været ved både Lamai og Chaweng. Og selv om strandene er flotte, så langt øjet rækker, så er det glimrende, at vi er havnet på et hotel lige lidt væk fra hoved-turistbyerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar