Bounty-ø

Vi har brugt det meste af dagen med hovederne under vandet for at opleve undervands-verdenen ved Ko Kradan.

Straks efter morgenmaden hoppede vi i badetøj og pakkede snorkel-grejet. Vi gik et par hundrede meter ned ad stranden  til øens sydspids, hvor snorkel-mulighederne skulle være bedst. Kasper var faldet i søvn i sin klapvogn, så vi fandt et sted på stranden, hvor den kunne stå i skygge under et træ og så hoppede vi andre fire i vandet.

Man skulle ikke ret langt ud, før der var masser af fisk. Det er flot, men igen er korallerne mestendels lidt kedelige – dog med enkelte flotte undtagelser. Men fisk er der masser af. Vi svømmede til udkanten af revet og der hvor det går ca. 10 meter ned. Her er det tusindvis af fisk i flotte farver. Vi mødte mange af dem vi kender fra Phi Phi; papegøjefisk, sommerfuglefisk, stenfisk. Og en stor kuffertfisk. Og på en snorkeltur lidt senere så Jakob en klovnefisk.

Der var nok lidt flere levende koraller og lidt flere fisk end, hvor vi var på Phi Phi, så det er ikke fordi der er så meget nyt – bortset fra den enlige klovnefisk. Men dette r nu heller ikke så ringe endda. Tværtimod nød vi at snorkle rundt hele formiddagen.

Den fælles snorkeltur for os alle fire blev dog lidt kort, da vi ikke kunne lade Kasper ligge længe på stranden, så Mette og Jakob skiftedes til at snorkle med Nikolaj og Jonas. De var begge i deres es og det lykkedes Jonas at være den første til at spotte flere fiskearter, vi ikke har set før.

Da Kasper vågnede, kom han også hurtigt i badetøjet og med ud i vandet. Luften er 30 grader og vandet kun lidt koldere, så det er dejlig varmt også for Kasper, så han nyder at plaske i vandet. Efter en kort badetur fandt vi et sted på stranden i skygge fra et træ, hvor Kasper kunne lege i sandet. Det lykkedes ham endelig i dag at blive glad for det. Hidtil har han grædt, når han fik sand på kroppen. Kasper og Jakob byggede sandslotte – det foregik på den måde, at Jakob byggede slotte og Kasper ”tilpassede” dem ved at banke hårdt på dem med en skovl.

Vi startede badeturen i det vi troede var højvande, men det steg hurtigt mere og mere. De håndklæder vi ellers havde lagt et godt stykke fra vandkanten, måtte Jakob pludselig fare ind for at redde fra bølgerne. Og det fine sandslot, som Kasper og Jakob havde bygget blev ædt af bølgerne, mens Kasper sad midt i det.

Klokken blev halv to før vi kom fra stranden, så vi valgte at springe frokosten over og nøjes med en bid knækbrød på værelset. Vi skulle dog nok have lånt lidt smør med fra morgenmaden for det var en lidt tør frokost. Nikolaj synes, at det var så slemt, at han gik på jagt efter noget pålæg. Og fandt – en pose vingummibamser. Så han fik knækbrød med vingummi-bamser til frokost.

I øvrigt er Mettes ellers årvågne pædagog-øjne blevet lidt slørede. I hvert fald lykkedes det hende at tage Kasper på armen, da vi kom hjem fra badeturen, tage bleen af ham, mens han sad på armen. For at konstatere, at det bestemt ikke kun var en lille tisse-tår, der var i bleen. Så både Mette og Kasper måtte igennem en grundig afvaskning.

Om eftermiddagen var Nikolaj, Jonas og Jakob ude at snorkle mens Kasper tog en lur. Og derefter vandrede vi den lange vej tværs over øen for at se stranden på den anden side.

Nikolaj & Jonas kørte med Kasper i klapvognen, så Jakob og Mette kunne spadsere hånd i hånd langs den smukke strand og gennem junglen – i hvert fald indtil vi måtte efterlade klapvognen. Det er en kort tur på ca. 15 minutter. Men den er flot gennem junglen og slutter på stranden på den vestlige side af øen. Desværre skrabede Jonas foden på en klippe, så vi blev ikke hængende til solnedgang i dag.

Midtvejs ligger et lille ressort, hvor vi spiste aftensmad. Et herligt måltid – klart bedre end restauranten på vores eget ressort.

Om aftenen holdt vi biograf og så Ice Age3. Det er jo også det tætteste vi kommer på is og sne her i det 30 grader varme Thailand.

Kasper blev hurtigt træt af at se film og kravlede i stedet omkring i hytten. Han er begyndt at rejse sig op ad alting, hvilket gør, at der nu er endnu mere han kan nå at få fat på og skille ad.

På vej til Ko Kradan

I dag skiltes vejene i vores to familier. Vi tog videre sydpå, mens Anders og Susanne bliver et par dage på Ko Lanta, før de skal hjem. Heldigvis er kun halvdelen af vores ferie gået.

Endnu en rejsedag. Men lidt mere speciel end de andre. Vi skulle videre til endnu en af de sydthailandske øer, mens Anders, Susanne, Elias og Jonathan blev på Ko Lanta og fik mulighed for at nyde de sidste par dage af deres ferie uden os. Om to dage skal de hjem til Danmark. Det er godt, at det ikke er os. Rent faktisk er kun halvdelen af vores ferie slut.

Vi havde en stille og rolig formiddag. Efter alt var pakket spiste vi en ”afskedsfrokost” på stranden med Anders og Susanne. Det var mærkeligt at sige farvel til dem og drage videre.

Det har været skønt at rejse sammen. Selvfølgelig lægger det også lidt mere bånd på os hver i sær. I en flok på ni er der altid nogen, man venter på eller aktiviteterne lige skal passes ind efter. Men vi har også været gode til at lave nogle ting sammen og andre hver for sig.

Det har været hyggeligt at komme tættere på hinanden – og ikke mindst hinandens børn. Måske det kunne have været endnu mere, hvis vi havde fortsat rejsen sammen. Vi havde da fx håbet, at Nikolaj, Jonas og Elias ville hænge mere sammen og have deres egen lille verden. Kasper og Jonathan havde vi nok også forestillet os ville have mere sammen. Men det ændrede Kaspers liv og ”interesse-radius” enormt, at han et par dage før vi rejste begyndte at gumpe rundt. Derfor blev forskellen mellem ham og Jonathan lige pludselig meget stor. Men de har nu klart lært hinanden at kende. Jonathan virker meget opmærksom og Kasper er sød til at give ham sut (eller hiver lidt i ham), når de sidder sammen.

Vi tog afsked og drog af sted til havnen for at sejle videre til Ko Kradan. Anders og Susanne var søde at bytte kamera med os – hvilket betød, at de fik vores ødelagte kamera med hjem og vi lånte det ene af deres kameraer. Tak for det.

Vi havde sørget for at bede om billet til en af de færger, der sejlede direkte fra Ko Lanta til Ko Kradan. Men som vi har oplevet det før, betyder ”yes, yes” ikke nødvendigvis, at man er blevet fuldt forstået. Vi havde da fået en billet til Ko Kradan (hvilket jo var det vigtigste), men båden skulle lige en lille rundtur til en anden ø først. Det var måske nok en omvej, men ikke noget langt stop ved øen Ko Ngai. De fire passagerer, der skulle af her, blev blot dumpet ud over rælingen midt på havet. Heldigvis var der kommet en longtail båd fra øen, som de kunne hoppe ned i og blive sejlet ind. Nå, men det var vist kun fint, at turen blev dobbelt så lang, for så fik både Jonas, Kasper og Mette udsovet.

Sejlturen er i øvrigt en smuk tur gennem et farvand med mange frodige klippeøer – næsten lidt som i Ha Long bugten i Vietnam.

Efter et par timers sejlads lagde båden til på stranden af Ko Kradan. En lille ø uden andet end et par små primitive ressorts samt et væsentlig mere luksuriøst. Der er ikke nogen mole, så færgen sejler så tæt på land, som den kan og så vader man det sidste stykke. Det var fantastisk at sætte fødderne i det krystal-klare vand med hvid sandbund og fisk, der svømmede rundt om fødderne.

Ko Kradan Beach ressort, hvor vi skal bo, lå ca. 200 meter fra hvor båden lagde til, så der gik ikke længe, før vi var i vores hytte. Den er primitiv; ingen varmt vand, udendørs bad, ingen andre møbler end en slidt seng, en madras på gulvet og et lille natbord.

Men det ligger helt fantastisk. Vores terrasse vender lige ud mod havet og der er vel ca. 10 meter til vandkanten – 50 meter når det er lavvande.

Og selv om alt virker mere slidt og ”basic” end da vi boede på Phi Phi Relax Beach Resort, så er der nu også flere ting, der er bedre her. Fx er der strøm hele dagen. Og air condition, som dog kun må bruges om natten. Og som Jonas konstaterede, da vi havde fortalt om reglerne for området. ”Det er vildt luksus her. Man må smide papiret i toilettet.” Som I nok kan forstå, har det ikke været tilladt de seneste steder, vi har været. Men bortset fra de ting, så minder det meget om vores ophold på Phi Phi.

Vi hoppede hurtigt i badetøjet og gik i vandet. Og ”gik” er den rigtige betegnelse, for det var lavvande, hvilket betyder, at der er meget lavt vand rigtig langt ud. Ja faktisk helt ud til revet, hvilket gør det næsten umuligt at svømme. Det lykkedes dog at finde bedre dybde og vi fik snorkel-udstyret på. Vandet er så klart, at Kasper kan se fiskene svømme rundt, så mens Nikolaj, Jonas og Mette snorklede, prøvede Kasper og Jakob at fange fisk med fingrene.

Om aftenen kunne vi falde i søvn til lyden af bølgernes brusen.

Strand og tivoli

Vores sidste dag på Ko Lanta. Vi legede på stranden og besøgte tivoliet ved den lokale festival.

Vi startede dagen med en tur til stranden. Vi havde egentlig brokket os noget over den stenede strand ved hotellet, men det var bare fordi vi ikke var gået 100 meter længere nordpå. Her var stranden perfekt med dejligt, blødt sand langt ud.  Lidt ærgerligt at opdage den sidste dag…

Badeturen udviklede sig hurtigt til en leg, hvor Jakob skulle kaste rundt med drengene, så Nikolaj og Jonas blev kastet rundt. Kasper ville også være med og selv om Jakob ikke slap ham, så syntes han vist, at det var ret vildt at blive kastet rundt i vandet. Han hvinede – mest af fryd.

Efter strandturen hoppede Nikolaj, Jonas og Jakob i poolen og fik selskab af Elias og Anders. Så blev der leget krokodille til den store guldmedalje. Legen Krokodille ™   er opfundet af Jonas, da vi var i Cambodia i 2008. Den går ud på, at Nikolaj og Jonas skal undgå Jakob, der skal fange dem og få dem ned på bunden. Reglerne tilpasses, hvad der nu er af helle-muligheder.

Vi husker også vores svømmetræning (en hilsen til Nikolaj og Jonas’ svømmetræner, Jesper) og efter legen stod det på 12 baner til Nikolaj og 8 til Jonas (poolen var lille, så det var nu ikke så hård træ-ning).

Mette fik en omgang massage, der bl.a. inkluderede, at hun blev smurt ind i en halv liter Aloe Vera creme, så hun nægtede at gå med i vandet efter nu endelig at have fået en blød hud igen.

Vi spiste aftensmad med Anders, Susanne, Elias og Jonathan på stranden med udsigt til solnedgangen.

Om aftenen fandt vi endelig ud af at udnytte, at vi har været nabo til den larmende, lokale festival. Det viste sig, at den blandt andet havde et helt lille tivoli. Så Nikolaj og Jonas fik hoppet i hoppeborg, rutsjet, sejlet i både m.v. Det er næsten – men også kun næsten – som et dansk omrejsende tivoli. Fx er det nok sjældent, at man i Danmark ser, at gevinsten i en børne-fiskedam kan være en rulle toiletpapir…

I morgen skal vi videre til en lille ø – Ko Kradan. Der er hverken butikker eller hæve-automater, så vi skulle have penge med til den næste uges tid. Desværre virker Jakobs VISA-kort ikke og Mette har glemt koden til sit. Det må skyldes, at det er første gang nogen sinde, der er gået så mange dage uden at hun har brugt penge (fra sit eget Dankort ;-)

Heldigvis er vi udstyret med både MasterCard og American Express, så vi må tage dem i brug i stedet.

Lille fyr på eventyr

”Lille fyr, lille fyr.
På eventyr. Eventyr.
Eventyr uden stop, når døren går op…”

Sådan starter en sang fra Peter Pedal, som Nikolaj og Jonas tit synger for Kasper. Og Kasper har sandelig været på eventyr i dag. Elefant-trekking, vandretur i junglen mellem kæmpe træer, lianer, vandfald, firben og slanger.

Vi tog fælles alle ni på tur i dag. Det havde vi aftalt gennem hotellet. Der kom da også en bil for at hente os kl. 9. En pick-up med lad. Vi synes nu ikke lige, at vi ville smide alle børnene op på ladet i bagende sol, så vi kom lidt senere afsted mens de skaffede en bil – stadig en pick-up med lad, men dog med både en pressening over og bænke bagi. Og i denne luksus-udgave af en pick-up tog vi alle af sted mod sydenden af Ko Lanta. Ko Lanta er kun omkring 25 km lang og da vi ikke bord helt i nord tænkte vi, at det da måtte blive en nem tur. Det var det også de første 10-15 km. Men så stoppede asfalten og blev erstattet af en hullet og støvet jordvej. Vores chauffør kørte meget forsigtigt – vel omkring 5-10 km/t. Om det var for at skåne bilen eller os bagi for bump og støv, fandt vi ikke ud af, men vi kom da frem til elefant-lejren og stod godt støvede ud af bilen og måtte straks træde til side fordi der kom en elefant.

Kasper er vældig begejstret for de store dyr, så vi besluttede, at vi ville prøve at få ham med på elefant-trekking. Det kunne vi desværre ikke få lov til i Chiang Mai, men her var der mere løse sikkerhedsregler . Og med en yderst sikker improviseret babysele (lavet af Mettes tørklæde) turde vi godt tage ham med. Nikolaj tog med Anders og Elias på én elefant (Susanne blev ved pladsen med Jonathan) mens Jonas, Kasper, Jakob og Mette kæmpede sig op på den anden elefant.

Det foregik på den måde, at først satte Jakob sig ud på den bænk-agtige saddel elefanten har på ryg-gen. Så blev Kasper bundet fast til Jakob med vores ”babysele” mens Jonas satte sig i midten. Og så gik det hele lidt i stå. Man behøvede ikke at forstå thai for at vide, hvad mahoud’en og en anden talte om. De kiggede på bænken. Og så på Mette. Og så bænken igen og sagde en hel masse, som de grinede noget af. Men vi fik plads til os alle fire. Og så red vi af sted. Heldigvis i for godt humør til at være fornærmede…

Det var en glimrende tur, hvor elefanterne vandrede af stejle skråning, i vandløb og blandt træer gennem junglen. At sidde på sådan et kæmpe dyr er altså en imponerende oplevelse. Og til forskel fra vores oplevelse i Chiang Mai virkede det som om, at mahouderne havde rigtig godt styr på deres elefanter. Deroppe havde mahouden måtte råbe og skrige og bruge sin stav hele tiden. ”Vores” mahoud havde ikke en stav med, men hev elefanten lidt i ørerne for at styre den. Til gengæld måtte han – og vi – så finde os i, at elefanten stoppede op jævnligt, når den fandt en særlig saftig plante. Han hoppede også af og lod elefanten gå med os mens han bare talte til den. På et tidspunkt så det endda ud som om Anders måtte overtage styrmands-rollen på den elefant han, Nikolaj og Elias var på.

Efter en lille time var vi tilbage ved start og fik lov til (dvs vi fik lov at købe nogle stykker ananas til ågerpris) at fodre elefanten. Både Nikolaj, Jonas og Elias gik friske hen til elefanten og gav den ananas. Meget imponerende, når man tænker på den store snabel, der snusende og snøftende kommer dem i møde. Også Kasper fik givet et stykke til elefanten selv om han vist egentlig hellere ville have spist det selv.

Så var det tid til en vandretur. Vi havde ikke lige sat os ind i, hvad turen indebar, men det blev til omkring fire kilometers vandring i junglen før vi var retur igen. Noget af en mundfuld for børnene, men heldigvis var begyndelsen den vanskeligste og da først den stejle opstigning var forceret klarede alle det rigtig flot. Også Elias, der ellers ikke har været den store vandringsmand, mens han var syg, kæmpede sig flot igennem junglen. Og de aller mindste var også bare gode. Jonathan fik måske  ikke meget ud af turen, men Kasper fik sig virkelig en på opleveren.  Mette fik i bedste afrikaner-stil – eller hvad man nu kan kalde det – konstrueret en ny bæresele. Først af sit tørklæde til Jonathan og dernæst af en nederdel til Kasper. Jakob brokkede sig lidt over at skulle iføres en nederdel, men da den først var på plads og Kasper sag solidt og nynnede spændt fast på maven af Jakob, var alt godt.

Som en typisk vandretur for familien Harder foregik det på den måde, at Nikolaj og Jonas render oppe foran. Ofte er det for at holde udkig efter farlige bjørne eller indianere. Men Nikolaj er også ble-vet så stor nu, at han lægger mærke til mange ting. Det var fx Nikolaj, der opdagede en slange, der snoede sig gennem skov-bunden. Den blev desværre bange og forsvandt hurtigt, men både Nikolaj og Jakob var meget stolte af ”fundet”. Vi har ikke fundet ud af, hvad det var for en slange. Den var vel omkring 60-70 cm lang og sort (måske mørkebrun) med lyse striber ned langs kroppen.

Guiden vi havde med var god til at forklare om det vi så. Vi fik fx forklaret, hvorfor et stort træ havde ”brandmærker”. Af den særlige art tappes ”wood oil” som bruges til at imprægnere de traditionelle longtail både. Det foregår ved, at man skærer et hul i træet og sætter ild til olie-saften. Det brænder så stille og roligt, mens der drypper en halv til en hel liter ”wood oil” ud i en skål. Processen tager 3-4 dage, hvorefter ilden går ud. Træet heler igen og processen kan gentages 3-4 gange om året.

Der var meget andet at se på. Firben, fugle, lianer og træer der snor sig om hinanden i underlige former. I det hele taget nød vi bare den spændende vandretur. Efter et godt stykke kom vi til en klippehule, hvor et kæmpe banyan-tree voksede øverst. Men det mest bemærkelsesværdige er, at træets rødder finder vej gennem klippen og vokser som store stolper ned gennem grotten, hvor en lille flok flagermus holdt til.

Turen gik videre til vi kom til et vandfald, hvor klart – men koldt – vand falder 5-6 meter ned over klipperne. Nikolaj var den første i vandet skarpt forfulgt af Jonas. Også Jakob og Kasper var en tur i vandet for at vaske støv og sved af.

Efter det forfriskende bad gik turen retur igennem junglen igen. Jonas var trådt ved siden af trædestenene et par gange, når vi krydsede et lille vandløb. Det tog både han og Nikolaj konsekvensen af og vadede hjemad gennem vandløbet. Nu var sandalerne jo alligevel våde.

Vel retur kørte vi til en nærliggende strand. En totalt idyllisk øde bounty strand, hvor vi straks hoppede i vandet. Efter en kort dukkert til alle legede Jonas og Jakob med Kasper i vandet, mens Nikolaj og Mette udforskede bugten med snorkel og maske for chaufføren havde sagt, at dette var et godt snorkelsted. Det var det nu ikke, men så blev der til gengæld leget i det fine bløde sand i stedet for. Det var alt for varmt at være oppe, hvor sandet var tørt, så vi sad i vandkanten. Kasper, Elias, Jonas og Nikolaj gik i gang med at dænge Jakob helt til med mudder.

Nu var dagen imidlertid ved at være lang – specielt for Jonathan og godt varme og trætte hoppede vi i bilen igen for at køre hjemad. Den aften gik middags-udflugten kun så langt som til nabo-restauranten. Men det var nu heller ikke så ringe.

En herlig dag, hvor vi fik oplevet nye ting sammen. Og det er en fornøjelse at opleve vores børn. Både de store, der udforsker sammen. Og Kasper, der med alle sanser åbne har fulgt med i alt, hvad der skete i dag. Selvfølgelig blev han træt undervejs og på vejen hjem gennem junglen tog han da også en lur, mens han sad på Jakob.

Men hvor har han klaret det flot vores ”lille fyr på eventyr”.

Afslapning

Ren afslapning. Vi har bare hængt ud ved vores hytte, ved poolen og på stranden. Kun suppleret med et par korte ture til byen.

Vores to første dage på Ko Lanta har vi taget i meget lavt tempo. Vi har nydt at kunne supplere en varm strand eller gåtur med at slappe af i en hytte med air condition.

Vi har passet hinandens børn lidt på skift, så vi har fået tid til massage. Både alle os voksne. Men også Nikolaj har fået en mini-omgang thai-massage. Han faldt – ligesom sin far – i søvn undervejs.

Stranden er fantastisk flot. Stor, bred sandstand. Men den er ikke god at bade fra, da der få meter ude er rigtig mange sten og klipper. Det er ærgerligt for stedet inviterer ellers virkelig til at ligge ved stranden. Måske det også er årsagen til, at der ikke ser særlig mange mennesker. I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, at selv om det er høj-sæson er der ikke særlig mange turister på stranden. Til gengæld er der million-vis af bittesmå krabber, der lever i små huller i sandet.

Vi gik en lang tur langs stranden ind mod byen. På et tidspunkt gik vi fra stranden op til hovedvejen – troede vi. Men vores stedsans var åbenbart ikke indstillet helt korrekt for vi havnede midt i et lokalt boligområde.

Heldigvis forstår folk her ikke dansk for det blev lidt pinligt da Jonas råbte ”se, der er en orangutang” – og det så var den lokale automekaniker. ”Men han havde altså et hoved som en orangutang” forsva-rede Jonas sig, da vi tyssede på ham.

Men det var nu også pudsigt nok at opleve. Hele øen er stadig præget af, at øen blev ramt relativt hårdt af Tsunamien i 2004. Mange bygninger er genopbygget med støtte fra forskellige tsunami-fonde. Det er typisk murede stenhuse, der står i stærk kontrast til de træhytter med blik- eller stråtag som der stadig ligger mange af. Adskillige gange blev vi spurgt af tuk-tuk chauffører eller forbipas-serende biler om vi virkelig ikke ville have et lift. De forstår vist ikke, hvorfor nogle turister gider van-dre af sted i varmen. Men det er nu engang den bedste måde at opleve på og vi fik suget til os af livet og naturen her. Nikolaj og Jonas tog turen i stiv arm og gik de ca. 3 km stort set uden brok selv om det er overordentlig varmt. Kasper sov hele vejen.

I byen var på det lokale marked. Nikolaj og Jonas forelskede sig endnu engang i alt muligt. Mette og Jakob holdt stand til det meste. Men Nikolaj fik dog en højt ønsket Real Madrid kasket med hjem. Vi mødtes med Anders og Susanne, der havde taget en bil ind til byen, og spiste fælles aftensmad på en hyggelig restaurant ud til vandet.

Særligt Kasper satte pris på maden og spiste af stort set alle de portioner, der blev serveret. Han nyder virkelig maden her og det er nu fast rutine, at vi også bestiller en voksen-portion til ham.

Hjemad tog vi en tuk-tuk. Og vi fik fat i den mest fantastiske luksus tuk-tuk med lænestol, som børnene sad i. Der var endda plads til, at vi kunne samle Elias op undervejs (Anders og Susanne havde besluttet at gå hjem). Meget venlig chauffør, der fjollede med drengene og kunne en del engelsk. Han tilbød os at tage fat i ham, hvis vi skulle på tur en af dagene – og gav os et fint håndskrevet visitkort til ”Ivory limo service”. Det var så hans tuk-tuk ;-)

Vi fandt også ud af, at den koncert der var aftenen før var en lokal festival, der varer hele ugen. Det er lidt surt, men vi må se at komme og deltage i det en af de næste aftener.

Ko Lanta

Rejsedag. Vi skulle videre sydpå til Ko Lanta i dag for at opleve mere af øerne i Sydthailand.

Nikolaj og Jonas vågnede kl. 7 og løb straks ned til stranden for at bygge lidt videre på det sandslot, som efterhånden har udviklet sig til en stor fæstning. Den første dag blev det bygget langt oppe på stranden. Men det viste sig, at placeringen var så heldig, at bølgerne ved højvande kun lige når op til borgen. Så med en smule genopbygning har det holdt hele ugen.

Vi tog os god tid til at pakke og nyde det sidste af Phi Phi. Nikolaj, Jonas og Jakob nåede også lige en snorkeltur efter morgenmaden.

Mette på vej om bord på færgen til Ko Lanta.

Efter frokost blev al vores bagage og os selv fragtet med longtail boat til havnebyen, hvorfra vi skulle med eftermiddagsfærgen til Ko Lanta.

Ko Lanta adskiller sig på flere måder fra Phi Phi. Øen er flere gange større – her er veje og landsbyer, hvor alt på Phi Phi var opbygget omkring turisme. Det gælder nu nok også det meste her på Ko Lanta. Kulturelt er øen muslimsk til forskel fra de øvrige steder vi har været i Thailand indtil videre, som har været præget af buddhisme. Men vi har også selvgjort vores for, at forskellen bliver stor. På Phi Phi boede vi på en isoleret strand, hvor man enten skulle sejle til eller på en lang trekking-tur gennem junglen for at komme til. På Ko Lanta bor vi på et hotel på ”hoved-stranden” Hat Khlomg Dao”. Godt nok i den sydlige lidt roligere ende, men stadig med hoteller, barer og restauranter liggende dør om dør. Og for at understrege skiftet var der stor koncert på nabo-grunden den første aften. Så det er ikke bølgernes stille skvulpen vi falder  i søvn til her til aften…

Til gengæld sætter alle pris på den ekstra komfort. Air condition, varmt vand i bruseren, strøm døgnet rundt og køleskab på værelset. Nikolaj og Jonas var helt vilde, da de så ind i køleskabet; ”Der er sprite og cola” råbte Nikolaj mens Jonas jublede ”Og kit-kat. Det er det bedste hotel i verden!” Ja, tænk, at der ikke skal mere til end en mini-bar, men det har vi ikke haft før nu. Vi måtte så forklare Nikolaj og Jonas, at det altså ikke bare var til fri afbenyttelse.

Efter vi havde fået smidt bagagen var det i badetøj for nu var der en swimming pool. Godt nok en lille en, men fin nok til, at Nikolaj og Jonas kunne lege smørklat og krokodille med Jakob, mens Mette og Kasper spiste den velkomstfrugt, der var forberedt til os på hotellet.

Efter turen i den kolde swimming pool og frugtspiseriet havde alle godt af en tur til stranden. Det er en gå-tur på ca. 10 meter ;-) Vandet var dejlig varmt og alle nød det. Også Kasper, der havde haft en meget varm dag, som både han og Jonathan har klaret med godt humør det meste af tiden.