Lille fyr på eventyr

”Lille fyr, lille fyr.
På eventyr. Eventyr.
Eventyr uden stop, når døren går op…”

Sådan starter en sang fra Peter Pedal, som Nikolaj og Jonas tit synger for Kasper. Og Kasper har sandelig været på eventyr i dag. Elefant-trekking, vandretur i junglen mellem kæmpe træer, lianer, vandfald, firben og slanger.

Vi tog fælles alle ni på tur i dag. Det havde vi aftalt gennem hotellet. Der kom da også en bil for at hente os kl. 9. En pick-up med lad. Vi synes nu ikke lige, at vi ville smide alle børnene op på ladet i bagende sol, så vi kom lidt senere afsted mens de skaffede en bil – stadig en pick-up med lad, men dog med både en pressening over og bænke bagi. Og i denne luksus-udgave af en pick-up tog vi alle af sted mod sydenden af Ko Lanta. Ko Lanta er kun omkring 25 km lang og da vi ikke bord helt i nord tænkte vi, at det da måtte blive en nem tur. Det var det også de første 10-15 km. Men så stoppede asfalten og blev erstattet af en hullet og støvet jordvej. Vores chauffør kørte meget forsigtigt – vel omkring 5-10 km/t. Om det var for at skåne bilen eller os bagi for bump og støv, fandt vi ikke ud af, men vi kom da frem til elefant-lejren og stod godt støvede ud af bilen og måtte straks træde til side fordi der kom en elefant.

Kasper er vældig begejstret for de store dyr, så vi besluttede, at vi ville prøve at få ham med på elefant-trekking. Det kunne vi desværre ikke få lov til i Chiang Mai, men her var der mere løse sikkerhedsregler . Og med en yderst sikker improviseret babysele (lavet af Mettes tørklæde) turde vi godt tage ham med. Nikolaj tog med Anders og Elias på én elefant (Susanne blev ved pladsen med Jonathan) mens Jonas, Kasper, Jakob og Mette kæmpede sig op på den anden elefant.

Det foregik på den måde, at først satte Jakob sig ud på den bænk-agtige saddel elefanten har på ryg-gen. Så blev Kasper bundet fast til Jakob med vores ”babysele” mens Jonas satte sig i midten. Og så gik det hele lidt i stå. Man behøvede ikke at forstå thai for at vide, hvad mahoud’en og en anden talte om. De kiggede på bænken. Og så på Mette. Og så bænken igen og sagde en hel masse, som de grinede noget af. Men vi fik plads til os alle fire. Og så red vi af sted. Heldigvis i for godt humør til at være fornærmede…

Det var en glimrende tur, hvor elefanterne vandrede af stejle skråning, i vandløb og blandt træer gennem junglen. At sidde på sådan et kæmpe dyr er altså en imponerende oplevelse. Og til forskel fra vores oplevelse i Chiang Mai virkede det som om, at mahouderne havde rigtig godt styr på deres elefanter. Deroppe havde mahouden måtte råbe og skrige og bruge sin stav hele tiden. ”Vores” mahoud havde ikke en stav med, men hev elefanten lidt i ørerne for at styre den. Til gengæld måtte han – og vi – så finde os i, at elefanten stoppede op jævnligt, når den fandt en særlig saftig plante. Han hoppede også af og lod elefanten gå med os mens han bare talte til den. På et tidspunkt så det endda ud som om Anders måtte overtage styrmands-rollen på den elefant han, Nikolaj og Elias var på.

Efter en lille time var vi tilbage ved start og fik lov til (dvs vi fik lov at købe nogle stykker ananas til ågerpris) at fodre elefanten. Både Nikolaj, Jonas og Elias gik friske hen til elefanten og gav den ananas. Meget imponerende, når man tænker på den store snabel, der snusende og snøftende kommer dem i møde. Også Kasper fik givet et stykke til elefanten selv om han vist egentlig hellere ville have spist det selv.

Så var det tid til en vandretur. Vi havde ikke lige sat os ind i, hvad turen indebar, men det blev til omkring fire kilometers vandring i junglen før vi var retur igen. Noget af en mundfuld for børnene, men heldigvis var begyndelsen den vanskeligste og da først den stejle opstigning var forceret klarede alle det rigtig flot. Også Elias, der ellers ikke har været den store vandringsmand, mens han var syg, kæmpede sig flot igennem junglen. Og de aller mindste var også bare gode. Jonathan fik måske  ikke meget ud af turen, men Kasper fik sig virkelig en på opleveren.  Mette fik i bedste afrikaner-stil – eller hvad man nu kan kalde det – konstrueret en ny bæresele. Først af sit tørklæde til Jonathan og dernæst af en nederdel til Kasper. Jakob brokkede sig lidt over at skulle iføres en nederdel, men da den først var på plads og Kasper sag solidt og nynnede spændt fast på maven af Jakob, var alt godt.

Som en typisk vandretur for familien Harder foregik det på den måde, at Nikolaj og Jonas render oppe foran. Ofte er det for at holde udkig efter farlige bjørne eller indianere. Men Nikolaj er også ble-vet så stor nu, at han lægger mærke til mange ting. Det var fx Nikolaj, der opdagede en slange, der snoede sig gennem skov-bunden. Den blev desværre bange og forsvandt hurtigt, men både Nikolaj og Jakob var meget stolte af ”fundet”. Vi har ikke fundet ud af, hvad det var for en slange. Den var vel omkring 60-70 cm lang og sort (måske mørkebrun) med lyse striber ned langs kroppen.

Guiden vi havde med var god til at forklare om det vi så. Vi fik fx forklaret, hvorfor et stort træ havde ”brandmærker”. Af den særlige art tappes ”wood oil” som bruges til at imprægnere de traditionelle longtail både. Det foregår ved, at man skærer et hul i træet og sætter ild til olie-saften. Det brænder så stille og roligt, mens der drypper en halv til en hel liter ”wood oil” ud i en skål. Processen tager 3-4 dage, hvorefter ilden går ud. Træet heler igen og processen kan gentages 3-4 gange om året.

Der var meget andet at se på. Firben, fugle, lianer og træer der snor sig om hinanden i underlige former. I det hele taget nød vi bare den spændende vandretur. Efter et godt stykke kom vi til en klippehule, hvor et kæmpe banyan-tree voksede øverst. Men det mest bemærkelsesværdige er, at træets rødder finder vej gennem klippen og vokser som store stolper ned gennem grotten, hvor en lille flok flagermus holdt til.

Turen gik videre til vi kom til et vandfald, hvor klart – men koldt – vand falder 5-6 meter ned over klipperne. Nikolaj var den første i vandet skarpt forfulgt af Jonas. Også Jakob og Kasper var en tur i vandet for at vaske støv og sved af.

Efter det forfriskende bad gik turen retur igennem junglen igen. Jonas var trådt ved siden af trædestenene et par gange, når vi krydsede et lille vandløb. Det tog både han og Nikolaj konsekvensen af og vadede hjemad gennem vandløbet. Nu var sandalerne jo alligevel våde.

Vel retur kørte vi til en nærliggende strand. En totalt idyllisk øde bounty strand, hvor vi straks hoppede i vandet. Efter en kort dukkert til alle legede Jonas og Jakob med Kasper i vandet, mens Nikolaj og Mette udforskede bugten med snorkel og maske for chaufføren havde sagt, at dette var et godt snorkelsted. Det var det nu ikke, men så blev der til gengæld leget i det fine bløde sand i stedet for. Det var alt for varmt at være oppe, hvor sandet var tørt, så vi sad i vandkanten. Kasper, Elias, Jonas og Nikolaj gik i gang med at dænge Jakob helt til med mudder.

Nu var dagen imidlertid ved at være lang – specielt for Jonathan og godt varme og trætte hoppede vi i bilen igen for at køre hjemad. Den aften gik middags-udflugten kun så langt som til nabo-restauranten. Men det var nu heller ikke så ringe.

En herlig dag, hvor vi fik oplevet nye ting sammen. Og det er en fornøjelse at opleve vores børn. Både de store, der udforsker sammen. Og Kasper, der med alle sanser åbne har fulgt med i alt, hvad der skete i dag. Selvfølgelig blev han træt undervejs og på vejen hjem gennem junglen tog han da også en lur, mens han sad på Jakob.

Men hvor har han klaret det flot vores ”lille fyr på eventyr”.