fredag den 4. februar 2011

Nang Yuan

En fantastisk strand og fantastisk liv under havet. Det er beskrivelsen af øen Nang Yuan, som vi til-bragte det meste af dagen på.

Kasper var endnu engang årsag til, at vi kom tidligt op. Han vågnede 20 minutter i syv. Og selv om Jakob langt fra var udhvilet efter nattens strabadser, så tog han og Kasper på morgenvandring langs stranden. På vejen lavede de aftale med en båd-taxa om, at vi blev sejlet ud til øen Nang Yuan lige ud for Ko Tao.

Båden dukkede nu ikke op som aftalt, men der var flere andre longtail både på stranden, så vi aftalte med en anden at sejle os til Nang Yuan.

Vi ankom som nogle af de allerførste og fik set den spektakulære strand inden den blev helt fyldt med turister. Der er da nogle fordele ved, at Kasper vækker os tidligt.

Og den er flot. ”En dobbelt-strand”, hvor bølgerne slår ind fra begge sider. Hvidt og blødt sand og store klippestykker og palmer. Nikolaj og Jonas besluttede sig for at bygge et sandslot midt ude på den særlige strand. En håbløs opgave, der svarer til at bygge sandslot yderst på Grenen nord for Skagen. Det blev derfor ingen succes. Det var til gengæld vores snorkeltur.

Straks vi stak hovederne under vandet, var der et mylder af liv, der svømmede rundt i det klare vand. Endelig var der noget af det, vi er kommet til Ko Tao efter. Efter et par timers snorkling gik Nikolaj, Jonas og Jakob op til toppen af øen. Der var fine trapper det meste af vejen. Undtagen de sidste 10 meter, hvor man klatrer over kæmpe klippeblokke. Til gengæld blev vi belønnet med en storslået udsigt over hele øen. Eller rettere de to øer.

Nede på stranden igen byggede Nikolaj og Jonas sandslot igen. Og Kasper er efter en måneds badeferie endelig glad for både vand og sand, så han sad på det lille stykke strand, der samler de to øer og blev overskyllet af bølgerne, mens han hjalp sine storebrødre med at bygge sandslot. Det udviklede sig snart til en lokal attraktion.  En flok japanske eller kinesiske turister (beklager, vi kan ikke helt se forskel) stod i kø for at fotografere Kasper. Han var nu aldeles upåvirket af alle deres bestræbelser på at få ham til at kigge ind i kameraerne. Nikolaj og Jonas foreslog, at vi lavede et skilt om, at det kostede 40 baht at fotografere Kasper. Det ville have været indbringende.

Efter en kort sejltur med longtail-båd var vi hjemme igen ved vores eget hotel. Det var blevet tid til en lidt sen frokost, der kom til at bestå af pandekager med nutella – ikke de friturestegte thai-pandekager, som man kan få alle steder og som mest smager af olie. Men rigtige pandekager (crepes), som vi kender dem hjemmefra. Nikolaj og Jonas var meget imponerede over de 5 kg-bøtter nutella, som pandekage-bageren havde stående.

Senere var vi i poolen og på stranden. Her ventede vigtige opgaver. Alle drengene måtte i sving for at bygge intet mindre end tre dæmninger for at standse det lille vandløb ved hotellet. Det lykkedes faktisk at standse det så effektivt, at vi til sidst besluttede selv at lave hul i dæmningen for at se, hvad der skete, når vandet brød igennem den første dæmning. Til alles store begejstring udløste det en hel lille flod med strømhvirvler. Selv et lille vandløb opdæmmer meget vand, når det bliver blokeret i en time.

Vi nåede lige en tur ud at bade mens solen gik ned. Jakob gå-trænede med Kasper. Og sikke et sted at kunne gøre det; i dejlig varmt vand på stranden i det røde skær fra solnedgangen. Det var nu ikke nok til, at Kasper lærte at gå. Men han er da begyndt at finde ud af, hvad det er fødderne kan bruges til.

2 kommentarer:

  1. Kære Mette
    Jeg tænkte nok, at I måske ville være i den anden ende af verden, og hvor lyder jeres rejse skøn og fuld af oplevelser og tillykke med lille Kasper:) Bogen om at rejse med børn er - 7-9-13 - på vej ud over stepperne, vi går nu i gang med at få den lay-outet og igennem korrektur, og så udkommer den i maj på People's Press. Så håber jeg I er hjemme til lanceringen, vi vil så gerne have jer med, vi har været så glade for dine historier. Jeg sender dig gerne dine citater og rejsefortællingen, hvis du vil se på det igen, det er jo efterhånden lang tid siden. Giv mig gerne et praj om, hvilken mail I bedst læser:)
    Kh
    Martine

    SvarSlet
  2. Ups her er min mail: martine_bentsen@hotmail.com.

    SvarSlet