Det begyndte lidt surt. Vi blev hentet alt for tidligt på hotellet, så vi endte med at vente næsten to timer i færgelejet – eller hvad man nu skal kalde den ponton-bro der ligger på stranden ud til, hvor færgen ligger til. Men ventetid kan man jo heldigvis bruge på at spille kort, så vi spillede en hel del runder 500. Og legede med Kasper, så han først skulle sove middagslur på færgen. Det viste sig senere at være overordentlig fornuftigt.
Da færgen ankom og havde losset passagerer af gik vi ombord – igen havde vi stor fordel af Kasper, for midt i mylder og maseri blev vi kaldt op foran alle andre, fordi vi da skulle først ombord (sammen med en mand med brækket ben), når vi nu havde en baby med. Den slags fordele er det bare med at udnytte, så vi fik glimrende pladser forrest i færgen med plads til, at Kasper kunne sove i sin klapvogn.
Kasper var i super humør og fjollede og legede, da den propfyldte færge sejlede af sted. Det gik fint. Nikolaj og Jonas spillede PSP. Mette sad stille med lukkede øjne (sådan plejer hun at klare sejlturene). Og Kasper og Jakob fjollede en tid, hvorefter Kasper puttede sig ind i Jakobs armhule og fald i søvn og blev lagt i sin klapvogn.
Vi ankom til første stop – Ko Phangan – uden problemer – om end Mette som sædvanlig på sejlture ikke havde det godt. Men der stoppede det sædvanlige så. De næste 1½ time blev skibet kastet rundt af bølgerne. Det er en katamaran-færge, der jo normalt har den fordel, at den nærmest sejler oven på bølgerne. Men når bølgerne på åbent hav er 2-3 meter høje, er den fordel altså en ulempe. For når der så er en bølgedal, så falder skibet ned.
Nikolaj måtte desværre hurtigt melde sig som nummer to søsyg i familien Harder. Og Jakob måtte hjælpe ham med at holde posen, da han kastede op samtidig med, at han forsøgte at holde klapvog-nen med Kasper fast til gulvet, når færgen hoppede. Underligt nok var det ikke de voldsomme hop og rul, der vækkede Kasper, men en flok japanske tøsers ”dødsskrig” hver gang færgen faldt i en bølgedal. Rimelig irriterende og alt det skrigeri gjorde det ikke just lettere at berolige Nikolaj og nu også Jonas, der sluttede sig til søsyge-holdet. Kasper lå heldigvis bare og kiggede på alt postyret, selv om hans små hænder tog et solidt tag i kanten af klapvognen.
Mette havde det ekstremt dårligt. Nikolaj og Jonas kastede op på skift, mens Jakob prøvede at holde poser, lukke poser og skaffe nye poser. Da også Jonas kastede op anden gang måtte Jakob også bukke under og kigge dybt i en plastic-pose.
Da Kasper så alt det påstyr, må han enten have tænkt ”jeg hjælper lige min mor og far og lægger mig til at sove. Eller også har det hele bare været for meget med en hel familie, der kaster op. I hvert fald lagde han sig utroligt nok til at sove igen og sov til vi var i havn. Hvordan turen skulle have gået, hvis han havde sluttet sig til søsyge-holdet, kan vi ikke forestille os. For både Mette og Jakob var ganske ukampdygtige. På et tidspunkt klynker Jonas ”far, vil du ikke nok hjælpe mig, jeg har det så dårligt” og Jakob kunne kun svare ”Du må lige vente lidt Jonas. Jeg skal lige kaste op”. Og da Mette var i gang med samme ubehagelige aktivitet, måtte Jonas klare sig selv. Det er altså ikke rart ikke at kunne hjælpe sine børn.
Heldigvis klarede de det super godt. Først og fremmest Kasper naturligvis. Men også Nikolaj og Jonas, der tog det rigtig flot og med – efter omstændighederne – godt humør. Efter at have fyldt en pose kiggede Jonas på indholdet og konstaterede; ”hov, der kom hele min chokolade-is vist op. Jeg må have en ny derned.” Det fik han nu ikke lige med det samme… Rent praktisk var det en stor lettelse, at de hver gang de kastede op ramte posen. Det var ikke alle på båden, der var lige gode til det.
Nu blev det en lang og detaljeret historie om en frygtelig sejltur. Ikke særlig lækker – og det bliver ikke bedre af, at vi havde mindst 100 lidelsesfæller på båden, så der gik ikke et minut, hvor man ikke kunne høre nogen, der var ved at kaste op et sted på færgen.
Mest overrasket er nok Jakob, der aldrig plejer at blive søsyg. Og det var jo altså ikke en storm, vi var ude i – bare god vind og store bølger. Det er ikke en historie vi er stolte af. Men den hører til historien om vores ferie. Og turen sluttede naturligvis med, at vi nåede fint i land og alle hurtigt fik det bedre. Om ikke før, så i hvert fald få minutter senere, da vi ankom til Haad Tien Beach Resort på sydkysten af Ko Tao. Det er paradis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar