Phang Nga nationalpark

Phang Nga er blandt verdens største mangrove-områder. Ud over mangrove-skove har vi sejlet rundt blandt klippeøer, udforsket huler og badet i vandfald.

Phang Nga ligger omkring 120 km fra Krabi, så det var en længere tur, vi skulle ud på. Vi havde købt os med på en ”pakke-tur” til James Bond island. Det er nu ikke øen, der har givet navn til turen, der var dagens største oplevelse.

Vi købte turen dagen før i Krabi by hos en lille turistbod uden nogle andre kunder og med udsigt til regn, så der var gode muligheder for at forhandle rabat. Vi kom af sted på en ”semi-private” tur - hvil-ket betyder, at man er ti af sted i en gruppe i stedet for halvtreds. Det er ganske udmærket – særligt da vi jo udgør de fem. Turen kostede os den nette sum af 3500 baht (ca. 700 kr) for os alle fem. Det dækker bil hele dagen (minibus med air condition – noget mere luksuriøst end de ladvognene vi ellers kører med ;-), 4-5 timers sejltur, frokost og en guide der faktisk var yderst veltalende på engelsk. Lidt pudsigt når vi et par dage før havde betalt 4500 baht for en båd + bil fra Ko Kradan til Krabi. Der blev vi vist snydt, men hvad kan man gøre, når man er isoleret på en lille ø…

Vi blev hentet på vores hotel 8.30. og havde to timers køretur foran os. Nikolaj og Jonas spillede ludo (vi har et lille magnet-ludo med) mens resten af familien tog en lur. Kasper havde været meget vågen om natten, så både han og forældrene var trætte.

Efter en pause midtvejs, hvor alle vågnede op og Nikolaj og Jonas fik ”formidags-is” fik vi alle nydt den sidste del af køreturen gennem plantager med gummitræer, bananpalmer og ananas-planter godt blandet med den øvrige frodige natur. Vi fik detaljerede forklaringer på det hele fra vores guide, så nu er vi nærmest i stand til at etablere os med egen gummi-produktion, hvis det skulle friste.

Vel fremme ved Phang Nga nationalparken skiftede vi transportmiddel. Mere end 80% af nationalparken er dækket af vand, så det er helt naturligt, at den videre færd foregår med longtail boat.

Vi sejlede af floden omkranset af mangrove-skov ud til havet, hvor vi satte kurs mod Khao Ta Poo. Øen er blevet kendt fordi den var vært for slutscenen i en James Bond film. Det spektakulære er dog pustet en hel del op af turist-industrien. Hvis vi havde kunne vælge, ville vi hellere have udforsket en af de 40 andre spændende øer og været fri for de mange andre turister. Men nu er det denne ø alle tur-bådene valfarter til. Skal man se lidt positivt på det, aflaster det jo alle de andre skønne øer fra at blive overrendt af turister.

Men James Bond øen som guiderne insisterer på at kalde den er da imponerende, som den rejser sig som en søjle af havet. I det hele taget er det et flot syn at sejle rundt her. Frodige klippeøer rejser sig lodret op til 300 meter over havet. De fleste er helt utilgængelige, men nogle få har et lille stykke strand eller anden mulighed for at både kan lægge til.

Et sted er denne plads udnyttet til det yderste. Det der er startet som en lille fiskerflække på en ø er nu vokset til en by med 1300 indbyggere. Det er formentlig kun de 10 der bor med fast grund under fødderne. Alle andre lever og arbejder i huse bygget på pæle ude i vandet. Vi spiste frokost her. Sammen med ca. 1000 andre turister. Stedet ar nemlig udviklet sig sådan, at turisme giver væsentlig bedre indtægt end fisker-hvervet, så de fleste i den mærkelige pæle-by lever af turisterne. Det ændrer nu ikke ved, at det var en sjov oplevelse at komme i land, om bord eller hvad det kan hedde i byen.

Kasper var faldet i søvn på turen fra James Bond øen og sov videre på Jakobs arm det meste af froko-sten i pæle-landsbyen.

Vi sejlede videre til en ø med adskillige grotter som vi udforskede i kano.

Kasper var med og iført sin baby-redningsvest. Det var han bestemt ikke glad for. Den er vist ikke til babyer i hans størrelse. I hvert fald sidder han fuldstændig fikseret og kan hverken bevæge hovedet eller armene, når han har den på, så han var ikke helt tilfreds med turen.

Grotterne er flotte med drypsten og havets dybe indskæringer i klippen.

Herefter gik sejlturen retur. Der var kommet lidt bølger på havet, som Nikolaj lige skulle mærke på tæt hold, så han stak hovedet ud over rælingen og ned i bølgerne. Så snart vi kom retur til floden blev vandet roligere til Mettes tilfredshed.

Vel tilbage på land kørte vi videre til Wat Suwankuha – ”Abetemplet”. Navnet følger af de mange makak-aber, der holder til omkring templet. Selve templet er et stort grotte-system, som Nikolaj og Jonas straks gik i gang med at udfordre. De kom hurtigt helt ind i bunden af grotten og klatrede op til et flot udsigtspunkt over grotten. Det gik dog ikke så nemt med at komme ned igen, så her måtte Jakob til hjælp.

Dagens sidste stop var Manora Waterfall. Et mindre idyllisk vandfald i junglen, hvor der er tre fald med hver deres lille bademulighed. Og havde det til gengæld helt for os selv. De øvrige turister skulle enten op til det øverste og største fald eller turde kun soppe rundt ved det nederste fald.

Efter en lang dag var det herligt at blive kølet ned, så Nikolaj, Jonas og Jakob kom hurtigt i vandet. Mette syntes vist ikke om at smide tøjet 100 meter fra en spejderlejr (vi havde passeret en spejderlejr med nogle hundrede boy scouts kort forinden).

Som en ekstra bonus var den lille sø fyldt med små fisk, der nappede til vores fødder. Ligesom de fisk man ellers betaler dyrt for at få renset fødder af i byerne. Det blev dog for meget for Jonas, der hoppede i sikkerhed på klipperne.

Efter vandfaldet gik turen hjemad. Vi var hjemme omkring kl. 18, så vi gik direkte ud for at spise aftensmad ovenpå en intens og spændende dag.