mandag den 24. januar 2011

Mere strand…

Fra solen stod op til solen gik ned var der bogstavelig talt gang i familien Harder i dag. En dag der bød på mere af det samme; sol, strand og vand. Og god mad.


Alle børn var oppe lidt over 6, så vi kunne nyde solopgangen fra vores terrasse og stranden. Der er efterhånden ved at udvikle sig en fast rutine for vores familie-hverdag – hvis man kan kalde det hverdag – her på øerne. Op til solopgang, morgenmad, en strand- og snorkeltur mens Kasper sover formiddagslur. Leg på stranden. Frokost og afslapning væk fra den skarpeste sol. En eftermiddagstur eller endnu en strand- og snorkeltur. En lille vandretur inden aftensmaden. Og så kortspil, ”biograf” eller lignende inden børnenes sengetid. Og selv om børnene generelt er gode til at lege selv i løbet af dagen, er det rart med lidt voksentid, når børnene sover.

Denne dag levede fint op til ”familie-hverdagen”. Efter morgenmaden snorklede vi fra en flot øde strand nogle få hundrede meter syd for vores hytte. Vi fulgtes med en anden dansk familie og passede hinandens mindste, når de sov, så vi alle kunne komme ud for at snorkle.

Nu er vi ved at have set revet igennem ud for Ko Kradan, men alligevel dukker der nyt op. Vi så en muræne mere, så nu er vi oppe på tre muræner lige ud for stranden. Men det sjoveste var nu vores klovnefisk. Vi fandt hurtigt den samme sø-anemone, som vi havde fundet klovnefisken i i går. Men denne gang svømmede der 4-5 små klovnefiske-unger rundt uden for sø-anemonen. Det var meget hyggeligt at se. Og kun hvis vi dykkede helt tæt på, kom den voksne klovnefisk svømmende hen foran – hvor meget trussel der så ellers er fra en 10 cm. lang klovnefisk, der rejser finner ;-)


Der var heldigvis også tid til at lege på stranden mellem snorkelturene.

I afslapningen fik drengene lov at spille PSP, mens forældrene var på nettet og læste mens Kasper sov.

Vi fik planlagt afrejsen til Krabi i morgen. Det er lidt omstændigt. Enten skulle vi med flere færger eller også skulle vi få en longtail båd til at sejle os ind til fastlandet og så tage busser eller bestille en taxa derfra. Vi endte med det sidste, som godt nok også er det dyreste men forhåbentlig letteste.

Om eftermiddagen gik Mette en lang tur på stranden med Kasper (vi havde fået lov at låne Anders & Susannes bæresele med, så nu kom den i brug).

Nikolaj, Jonas & Jakob lånte en kajak og sejlede op ad stranden til en øde strand og badede og legede lidt der, før turen gik tilbage. Det med en kajak er en perfekt måde at opleve lidt mere af øen på, da junglen er meget tæt og klipperne flere steder går helt ud til vandet, så man kan ikke gå rundt om øen.

Inden aftensmaden gik vi til den modsatte side af øen for at se solnedgang. Og derefter spiste vi (igen) på ”Lost Paradise”, der ligger midt i junglen. Det er fantastisk mad og alle – bortset fra Jonas der fik en burger – nyder deres thai-køkken. Kaspers faste menu her er stegte ris med kylling og grøntsager.


Vi vandrede hjem i kulsort mørke. Kasper faldt i søvn undervejs og vi andre spillede ”abe-spil” inden børnenes sengetid. Herefter var det pakke-tid, da vi skal herfra i morgen. Vi ville egentlig gerne have blevet en nat eller to mere, men der var ikke plads her. Det er ulempen ved at booke hotel undervejs i stedet for i god tid. Vi kunne være her én nat mere, men så skulle vi skifte til en anden hytte. Det orker vi ikke, så nu tager vi videre til Krabi nogle dage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar