tirsdag den 25. januar 2011

Rejsedag til fastlandet

I dag var det slut med de skønne øer i Sydthailand. Vi tager til turist-magneten Krabi.

Det er ikke forældrenes valg at stå op kl. 6 hver morgen, Men man må sige, at Kaspers morgenvaner giver os fuld valuta for pengene i vores hytter med strand-udsigt både på Phi Phi og Ko Kradan, hvor vi begge steder har boet ud til stranden med udsigt til solopgangen.


Så endnu engang var vi oppe til en flot sol-opgang, hvor de mange skyer blev farvet røde. For der var mange skyer og hård vind og dermed bølger.

Det er måske meget godt, at vi skal videre nu. Der er ikke meget at lave på Ko Kradan, når man ikke rigtig kan være ved stranden eller snorkle, så når vi nu skal af sted fra dette bounty-paradis, så er det fint, at vejret er sådan. Mette var dog ikke stolt ved udsigten til de store bølger, som vi skulle forcere i en lille longtail boat.

Vi ville egentlig have været ude for at snorkle en sidste gang inden vi skulle af sted, men med store bølger er det ikke rigtig til at snorkle så tæt på land, som vi er med koraller, der når næsten op til overfladen.

Så Nikolaj legede på stranden med de nye venner Johannes og Emil hele formiddagen mens Jakob og Mette pakkede det sidste og slappede af. Kasper sov og Jonas var lidt i hytten og lidt med de større drenge på stranden.

Vi sejlede fra øen netop som vinden begyndte at lægge sig lidt. Men det blev nu alligevel en lidt bumpet og våd sejltur. Nikolaj, Jonas og Jakob lagde sig ud i stævnen og kiggede på bølgerne. Her fik man alle bumpene fra bølgerne på fuld kraft og bølgesprøjt i hovedet. Men det var sjovt og der var første-klasses udsigt til Mook island og de andre små-øer på vej ind til fastlandet.


Mette sad med Kasper i ly under presseningen midt på båden. Presseningen giver god skygge for solen, men ikke meget læ for vind og vand. Så det var Mette og Kasper der blev helt gennemblødt inden vi nåede frem til fastlandet et stykke syd for Trang. Her blev vi hentet af en luksus mini-bus. Det kan godt være, at den var dyr (2500 baht = ca 500 kr), men så var der også flysæder og fodskamler med læderindtræk, trægulv og et anlæg, der ville gøre enhver Brian misundelig. Og endda en barnestol til Kasper. Noget af et modstykke til de lokal-taxer og tuk-tukker vi har kørt med på det sidste.

Så de ca. 2½ times kørsel til Krabi gik nemt. Det lykkedes dog Nikolaj og Jonas at blive køresyge, men så lagde vi sæderne ned, så de kunne tage en lur.

Om eftermiddagen ankom vi til vores hotel Krabi Heritage, som ligger fem minutters gang fra Ao Nang Beach. Vores værelse er det totale modstykke til de hytter vi har boet i på Phi Phi og Ko Kradan. Det er kæmpe stort og luksuriøst. En ordentlig seng at sove i til alle. Nikolaj, Jonas og Kasper har endda hver deres seng. Air condition. Badekar, Brusebad (indendørs) med varmt vand  o.s.v. Og en altan med udsigt til bjergene når man ser den ene vej og havet, når man ser den anden vej.  Og kigger man lige ned (vi bor på 4. sal) er der udsigt til McDonalds – det er den del af udsigten Jonas jublede over.

Nikolaj og Jonas havde med det samme opdaget hotellets swimming pool som straks efter indkvarte-ringen blev taget i brug af os alle fem. Efter få minutter rejste alle de øvrige gæster sig fra deres solstole og så havde vi hele pool-området for os selv. Vi var bange for, at det var vores adfærd – der jo ikke altid er helt stille – der havde skræmt de andre væk. Men det var nu heldigvis ikke tilfældet. De havde fået de første regndråber af det der blev et ordentligt trope-skyl. Mette fortrak i tørvejr med Kasper mens Nikolaj, Jonas og Jakob legede ufortrødent videre i poolen til stor undren for hotellets personale, der venligt redede vores tøj og håndklæder ind i tør-vejr.

Børnene fik lov at vælge aftensmads-sted, så vi tjekkede ind på McDonalds til et måltid mad af den vanlige børnevenlige men lidt tomme slags. Til gengæld var desserten overdådig. Den indtog vi på Swendsens is-cafe, hvor vi fik kæmpe isdesserter alle fem. Jakob og Mette fik en chokolade-fondue med is og frugt, mens børnene fik så meget is, at de dårligt kunne trille derfra.

Nu har vi nævnt alle de gode ting, der adskiller stedet fra vores ø-ophold. Men det er en modsætning på flere måder. Også mindre positive.

Krabi er langt fra så idyllisk og ”far away” som vi ellers har været på øerne. Her er tusindvis af turister og dermed også gadesælgere og prangere af alle slags. Og så er det som om, at halvdelen af turisterne er danskere – eller i hvert fald skandinaver. Vi vidste selvfølgelig, at Krabi er et yndet turistmål. Og der er jo også en grund til. Gode strande og spændende omgivelser, som vi vil tage ture til de næste dage.

Nattelivet er selvsagt også noget anderledes end på Kradan, hvor restauranten lukkede kl. 21 og baren kl. 22. Her har vi fornøjelsen af tre diskoteker indenfor 200 meter fra vores hotel. Det er lige før baby-alarmen ville kunne række, hvis Mette og Jakob tog en tur i byen, men det får vi nu nok ikke prøvet af. Alt i alt en stor modsætning til de seneste uger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar