Templet på bjergets top

I dag var den store tur-dag. Templer, bjerge, jungle, bjerg-landsbyer og vandfald var blandt de ting vi skulle nå inden det blev mørkt.

Vi tog af sted halv ni med det der efterhånden er vores bil – en minibus, hvor begge familier kan være i. Det er en alle tiders ordning. Dels er der chauffør – og både by- og bjerg-kørsel her i Thailand er altså ikke for nybegyndere, så det er rart at have en chauffør, der kender vejene. Endnu vigtigere er lokal-kendskabet, når vi kommer ud de mindre steder for her er vejskiltene kun på thai.  Men den største fordel er nu nok, at man kan besøge de forskellige turist-steder i sit eget tempo og i en anden rækkefølge og dermed på andre tidspunkter end de arrangerede tour-selskaber. Selv om det er højsæson oplever vi kun få steder, at vi er omgivet af mange turister.

Det første stop var en hmong-landsby oppe i bjergene – ca en times kørsel fra vores hotel. Hmong-stammen er en af de lokale stamme-folk og byen har sikkert en gang været enormt autentisk. En del af dette præg er bevaret. Men det er tydeligt, at det primært er til ære for turisterne. Stort set samtlige huse i landsbyen har fx en lille souvenir-shop. Det er næppe det oprindelige hoved-erhverv for denne landsby… Men man kan godt forstå, at de slår sig på turismen som levevej for det giver godt. Vi kom der heldigvis tidligt og før de arrangerede tour-busser. Derfor var der ikke mange andre turister end os. Men at dømme ud fra de store, nye biler landsby-boerne havde stående i deres garager, var det ganske indbringende at være turist-attraktion. Det er vel også rimelig nok, hvis man fra tidlig morgen til sen aften skal overgloes af turister. Nå, men vi havde en hyggelig tid der. Der er det sjove ved at have de små med, at de er en lige så stor attraktion blandt dem vi møder, som vi synes de er. Vi oplevede flere gange, at nogle tager kameraer eller mobiltelefoner frem for at fotografere Kasper og Jonathan. Så kan vi jo så til gengæld med god samvittighed fotografere den anden vej.

Efter hmong-landsbyen tog vi til Buping Palace. Det er kongens sommer-residens og et paradis for blomster-elskere. Vi var nok ikke helt den rette målgruppe.

Turens højdepunkt var besøget i Wat Phra That Suthep. Et tempel der ligger nær toppen af bjerget og som kun kan nås gennem en hård vandring op ad en lang trappe – eller ved at tage en komfortabel ”cable-car” hele vejen op. Vi brugte vores sovende børn som undskyldning for den sidste løsning. Templet var overdådigt udsmykket alle steder. Og var tilmed velsignet med en storslået udsigt over dalen, hvor Chiang Mai ligger.

På vej videre ned af bjerget kom vi forbi Huai Kaew vandfaldet, som vi – naturligvis anført af Nikolaj måtte så tæt på som muligt. Det lykkedes hele familien uden andet end småknubs at nå til tops på klipperne helt oppe ved vandfaldet.

Vi nåede hjem lige inden mørkest frembrud til endnu en dejlig middag i Secret Garden. Det er nu ikke fordi Nikolaj & Jonas har den store interesse for thai-mad. Og de er vist ved at være lidt trætte af kogte ris med ketchup, men Kasper kastede sig over aftensmaden med stor appetit og spiste fire kyllingespyd og en stor portion ris.