tirsdag den 4. januar 2011

På elefantryg i nord-Thailand

Vi har haft en herlig dag blandt elefanter. Vi begyndte tidligt – synes vi selv – med afgang fra vores hytte kl. 9. Vi havde lejet en minibus (med chauffør), så der var plads til begge familier og tog nordpå for at besøge Chiang Daoao elefantlejr.

Vi skulle nu have været taget lidt tidligere af sted, for vi gik glip af elefanternes badetid, der er kl. 10. Og desværre ikke mere end den ene gang om dagen. Vi havde valgt denne elefantlejr fordi den er en statsejet lejr for elefanter, der jo ikke længere har plads til at være i det fri i Thailand. Der ligger flere elefantlejre nord for Chiang Mai. De andre er formentlig mere turistvenlige med turist-shows hele dagen. Sådan lød det i hvert fald fra beskrivelsen fra nogle hollændere, vi talte med i dag, som havde været i en af de andre elefantlejre.

Nå, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for vores forsinkelse betød, at vi havde elefant-parken stort set for os selv.

Mette tog med Nikolaj og Jonas på en elefant-tur. Susanne havde Elias med på en anden elefant. Og sammen fik de en tur med de to elefanter en time ind i junglen, mens Jakob og Anders passede de mindste, som i mellemtiden charmede sig ind (altså Kasper og Jonathan) hos alle de ansatte Thai-kvinder i parken. Susanne og Elias’ elefant opførte sig pænt på turen gennem parken, men den elefant som Mette, Nikolaj og Jonas red på, havde åbenbart valgt denne tur til at teste, hvem der bestemte. Flere gange nægtede den at følge mahoudens ordre og bankede snablen ned i jorden, så det gungrede og brummede – nærmest en slags knurren – så hele kroppen rystede. Mahoud’en råbte og skreg og måtte stikke den hårdt med den pind de bruger til at styre den for at få den til at makke ret. Mette var noget bekymret, men måtte jo holde god mine til slet spil, så Nikolaj og Jonas fik en god oplevelse. Det lykkedes heldigvis og de kom fint hjem igen med to stolte drenge.

Vi sejlede også en tur ned ad floden på en bambus-tømmer-flåde og så elefanterne fra nogle af de andre elefantlejre blive badet af deres mahouder. Mette og Susanne var blevet hjemme fra sejladsen med de to små, så Jakob og Anders tog en rigtig herretur med Nikolaj, Jonas og Elias. Det var hygge-ligt. På et tidspunkt et stykke nede af floden gennem den idylliske jungle, kommenterede Jakob, at det eneste der manglede var, at man fik serveret en kold øl. Fem minutter længere nede ad floden møder vi så en thai-kvinde, der vader rundt ude midt i floden og råber ”beer & coca-cola”. Vi købte straks et par iskolde Chang-øl og noget til børnene og sejlede lykkelige videre. Det tog selvfølgelig noget af det ”autentiske jungle-stemning” at møde en øl-sælger midt i floden, men det var nu lige prikken over i’et på en herlig drenge-tømmerflådetur.

Efter tømmerflåde-turen og elefant-rideturen fik vi en overdådig frokost med udsigt over floden, før turen gik hjemad igen. Alle børn sov i bilen på vej hjem.

Vel hjemme igen var det tid til lektier. Jonas tegnede elefanter og Nikolaj skrev dagbog. Det går lidt trægt med lektierne og det kræver, at Mette eller Jakob sidder ved siden af hele tiden og holder Nikolaj til ilden, men han kommer da igennem det. Og at bytte en hel skoledag for en times lektie-læsning er vist ikke så tosset endda. Læsningen går det heldigvis bedre med. Nikolaj har fået nogle ”Olfert & Olfert” bøger i julegave, som er et stort hit. I eftermiddags læste han højt for Jonas. Det var hyggeligt at høre dem grine af historien, som Nikolaj læste højt. Kasper nød mindst lige så meget at komme hjem. Efter han har fundet ud af at bevæge sig rundt, har han det ikke godt med bare at være på arm eller i klapvognen en hel dag. Så da vi kom hjem kravlede han rundt og pludrede i hele hytten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar