fredag den 7. januar 2011

Chiang Mais templer

Der er 300 templer i Chiang Mai. Det var ikke målet med dagen, at se dem alle, men vi nåede da vist et stykke derop af.

Efter vores besøg i Tiger Kingdom brugte vi eftermiddagen på at slappe af ved vores hytte. Og på at fortælle Anders, Susanne og Elias om vores tiger-oplevelser. Vi havde betalt en fotograf (eller rettere; en mand med et kamera) for at tage billeder, mens vi var hos tigrene. Det var ikke fordi billederne var specielt fantastiske, så ”en professionel fotograf” var nok et lidt overdrevet markedsførings-trick. Men hvad kan man forvente for 299 baht (ca. 60 kr)? Men han havde taget over 200 billeder, som vi fik med på en cd. Sammen med dem vi selv havde taget, havde vi over 250 billeder som lige skulle sorteres. For hvem gider se 250 billeder af det samme. (Vi er ikke helt færdige med sorteringen endnu, men nu er der da kun 70 billeder fra vores tigerbesøg.)

Senere på dagen tog vi sammen med Anders og Susanne ind til Chiang Mai. Den semi-offentlige transport fungerer på den måde, at man stiller sig ud til hovedvejen (vi fik et lift til hovedvejen af en fra hotellet for der er 2,5 km herfra) og så vinker man af en af de hvide pick-ups, der kører rundt. (På andre vejstrækninger er bilerne andre farver – fx blå på den sydlige hovedvej). Det koster den nette sum af 15 baht (ca. 3 kr) for voksne, børn er gratis. Vi smækkede vores to klapvogne på taget og hoppede ind på de to bænke bagi. Det tog en halv times tid at komme ind til markedspladsen.

Her fra mente vi, at vi selv kunne finde vej til byens største tempel Wat Phra Singh. Jakob spurgte for en sikkerheds skyld om vej; ”lige ud, en halv time” var svaret, så det prøvede vi. Det med ligeud passede fint. Men det med den halve time holdt nu ikke stik. Men vi fik set en pæn del af både den nye og den gamle bydel. Små forretninger – hvor Mette og Susanne naturligvis skulle købe tasker – madboder i vejkanten. Og naturligvis templer.

Jonas & Nikolaj venter mens vi ser på templer.

Der skulle efter sigende være ca. 300 templer i Chiang Mai. Det kan vi ikke bekræfte, men der er i hvert fald mange. Og der er ikke tale om små gade-templer, men store prangende bygninger. Da vi først kom igennem byporten til den gamle bydel, var der nærmest et tempel for hver 50 eller 100 meter. Og for enden af hovedvejen lå det prangende Wat Phra Singh. Et flot tempel, der dog ikke kunne måle sig med Wat Phra That Suthep på bjerget, som vi besøgte for to dage siden.

Eftermiddagens topbegivenheder:
  • Ifølge Jakob & Anders: De mange templer og Chang Mais gadebillede
  • Ifølge Mette & Susanne: Boderne med tasker
  • Ifølge alle børnene: Den italienske restaurant, hvor vi spiste aftensmad


Vi sluttede byturen af med en herlig middag på en skøn italiensk restaurant. Børnene nød at få noget andet end ris og alle guffede pizza eller pasta. Selv Kasper der spiste det meste af en voksen-portion.

Og dagen sluttede af med, at vi tog en af de røde pick-ups hjem. Til forskel fra de øvrige som er semi-offentlige transportmidler, er de røde ”almindelige” taxaer, så her aftaler man en pris. Til gengæld bliver man så kørt helt hjem. Og det var nok meget godt for alle var trætte efter en begivenhedsrig dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar