lørdag den 8. januar 2011

Chiang Mai Zoo

Vi besluttede at tage i Zoologisk Have i dag. Det havde omtrent alle børnefamilier i hele Chiang Mai så også gjort. Det er ”Childrens Day” som åbenbart fejres ved at hele familien tager i zoo.

Vi kørte med vores efterhånden faste chauffør i minibussen til byens zoologiske have. Der var egentlig ikke så langt, så vi havde stillet børnene i udsigt, at vi kun skulle en kort køretur i dag. Men der var voldsomt meget trafik og det tog os et kvarter bare at komme til at dreje fra ved afkørslen fra hovedvejen mod zoo. Det gjorde os en smule bekymrede for dagen. I stedet for at køre hen i køen ind til zoo kørte vores chauffør over og parkerede ulovligt lige foran en politimand. Men et undskyldende blink og måske fremvisning af alle de børn, der sad i mini-bussen formildede politimanden, så vi blev læsset af her. Og som stort set de eneste gik vi så på gå-ben ind i zoo.

Chiang Mais zoo er ganske stor. Det undskylder selvfølgelig for, at nogen tager bilen. Men det tager altså noget af hyggen at gå rundt i bil-os fra lange køer af biler, der triller langsomt gennem zoo. Det var noget ærgerligt, at vi lige ramte denne dag. For alle thailandske børne-familier var der særlig rabat til zoo på ”Childrens Day”.. Det gjorde naturligvis, at overdrevent mange familier havde besluttet at bruge lige præcis denne dag i zoo. Men mange bruger nu mere tid på at sidde i deres biler eller vente i kø på de shuttle-busser, der kan bringe dem rundt i parken, så der er nu sådan set ok plads ved dyrene – med enkelte undtagelser.

Men bortset fra de mange mennesker og – ikke mindst – de mange biler – var det nu en rigtig god zoo. Der er nogle noget mere lempelige restriktioner på adgangen til dyrene end i Danmark. Så man er meget tættere på dem. Det konstaterede vi med det samme, da vi startede med at besøge dværg-flodhestene. Vi stod alle og fulgte interesseret med i, hvad dværg-flodhesten tog sig til. Man kunne stikke armen ind og nusse den på snuden, hvis man ville. På et tidspunkt vendte flodhesten sig om og begyndte at ryste halen. De fleste vidste, hvad det betød. Jakob og Kasper nåede i sikkerhed. Men Nikolaj, Jonas, Elias og Anders blev stående og kiggede på, at flodhesten begyndte det flodheste nu gør, når de svinger halen rundt. Og sekundet efter sprang også Nikolaj, Jonas, Elias og Anders tilbage lettere over-sprøjtet med flodheste-gylle. Herlig start på en zoo-tur.

Den lille episode med flodhesten slog os nu ikke ud af kurs. Næste stop var girafferne, som man kunne hjælpe med at fodre. Sådan et giraf-hoved er godt nok stort, når det kommer helt tæt på! Vi fik også lov at fodre en elefant og en sød lille elefantunge med sukkerrør til stor begejstring for alle drengene – bortset fra Kasper, der hellere ville spise det selv.

Vi gik lidt rundt blandt de mange biler og busser og fik da også set lidt flere dyr. I en sø midt i zoo var der imidlertid noget der trak i hvert fald Nikolaj og Jonas mere end flere dyr. Her kunne man blive lukket inde i en gennemsigtig kæmpe-badebold og smidt ud i søen. Ikke noget for folk med klaustrofobi, men Nikolaj og Jonas nød det.

Efter en kort tur på havens legeplads besøgte vi pandaerne. Særligt panda-ungen er havens hovedat-traktion. Ja, rent faktisk er det sådan, at man køber billet med eller uden adgang til panda-huset. Det siger sig selv, at det koster ekstra, hvis man også vil i panda-huset.

Endnu engang kom vores børn os til hjælp. En kvinde fra zoo kom over til os og pegede på Kasper og Jonathan i klapvognene og vinkede os så en anden vej uden om hele køen. På den måde kom vi direkte ind til pandaerne, der trissede rundt og legede eller sad og spiste bambus.

Efter turen i zoo kørte vi hjem til Secret Garden. Det sidste af dagen gik med afslapning, leg og lektier. Vi spiste aftensmad på hotellet. Det har vi gjort flere gange for det er fantastisk mad som Pay (Peters kone – det er dem, der ejer stedet) laver. I aften var der bl.a. forårsruller, som vi voksne, men også Kasper spiste med stor tilfredshed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar