Nu rejser vi syd på

Vejret har faktisk været lidt kedeligt med skyer og endda regn en nat. Det passer fint med, at vi nu drager sydpå.

Vi skulle flyve med Air Asia fra Chiang Mai til Phuket – en to-timers flyvetur, som alle børnene tog i stiv arm – det er jo småting nu. Man kan sige både godt og skidt om Air Asia. Det gode først: Pris og sikkerhed. Det er billigt. Billetterne kostede vist kun et par hundrede kroner stykket. Til gengæld betaler man så for alt; bagage, håndbagage, en plads (!) o.s.v., men samlet var det nu en billig flyvetur. Og sikkerheden. Det grundige personale i lufthavnen (det er jo nok mere ros til lufthavnspersonalet end til flyselskabet) fandt Jakobs lommekniv i en taske i håndbagagen, da den kørte igennem til sikkerhedstjek. Der har den ved en fejl ligget helt hjemmefra – og ganske uopdaget af sikkerhedspersonalet i Københavns Lufthavn. Det kedelige. Air Asia har ligesom alle andre flyselskaber effektiviseret ved at etablere selvbetjenings tjek-in. Det virkede bare ikke. Vi fik af vide, at man kunne ikke selv tjekke ind, når man havde småbørn med. Men alle andre der kom hen for at tjekke ind fik også besked om, at de heller ikke kunne tjekke ind selv. Vi brugte derfor lang tid i kø ved bagage-drop for også at tjekke ind. Og så er der maden. Det var godt nok en kende specielt (Jakob: dvs. dårligt). Det rørte vi ikke meget af. Og det var tydeligt, at ingen af dem, der havde prøvet at flyve her før, bestilte mad.

Vel ankommet til Phuket blev vi kørt til vores lille hotel et godt stykke uden for Phuket by. Et lille hotel med kun seks værelser. Det er mildest talt ikke noget imponerende hotel. Men det mener ejeren til gengæld, at han er. Overalt er der plakatstore indrammede billeder af ham selv. Vi skulle bare bruge en seng at sove i en enkelt nat. Det formål opfyldte det fint. Og så ligger det ikke langt fra havnen, hvorfra vi skal til Phi Phi i morgen.

Vi tog en taxa ind til byen for at spise aftensmad. Børnene fik opfyldt deres ønske om en tur på McDonalds. Og da turen gik hjem ad fik Jonas sit store ønske opfyldt om at køre i tuk-tuk igen. Vi fandt det som Jakob kalder en kæmpe-tuk-tuk. Kæmpe-stor er måske en overdrivelse, men vi kunne lige være der ni mennesker og to klapvogne. Men så var der også så meget læs, at vi blev en attraktion for de omkringværende.

Vi kom tidligt i seng, men blev desværre afbrudt af Jonas, der kastede op. Lad os håbe, at han bare havde fået for meget McDonalds mad.