torsdag den 30. december 2010

En lang men nem flyvetur

Vi kom af sted planmæssigt fra København kl. 22.50. Vi fik pladser samlet alle sammen, så vi fem samt Anders, Susanne, Elias og Jonathan fyldte næsten en hel række på flyet.

Alle børnene var godt trætte, men særligt Nikolaj og Jonas var meget spændte. Da flyet endelig begyndte at rulle ud mod startbanen fulgte Nikolaj og Jonas spændt med gennem vinduet. Flere gange råbte de ”nu letter vi” – også mens vi stadig taxiede rundt i sneglefart.

Men endelig kom vi i luften og selv om klokken var langt over almindelig sengetid var det svært at falde i søvn for Nikolaj og Jonas. De insisterede på at sidde sammen, så de fik to pladser ude mod vinduet, mens vi andre sad på midterrækken. Både Kasper og Anders og Susannes drenge, Elias og Jonathan, sov hurtigt.
Jonathan og Kasper sover i deres baby-basonette i flyveren.

Efter en bid natmad faldt alle i søvn. En helt almindelig nat var det selvfølgelig ikke og ingen sov helt perfekt. Men det var nu alligevel en ganske nem måde at komme helt til Thailand på, for da vi vågnede næste morgen ved 7-tiden (dansk tid), var vi kun to timer fra at være fremme i Bangkok.

Vel fremme blev begge familier pakket ind i en minibus og kort tid efter var vi fremme ved hotellet. Vi har en stor to-værelses lejlighed, så der er god plads til alle. Og endda en stue, hvor Nikolaj – noget modstræbende – sidder og lave lektier.

Så snart vi var indkvarteret, fandt vi badetøjet frem og hoppede i poolen. Det vil sige den ene af hotellets to  swimming pools med udsigt over byen. Det var for koldt til Kasper, men Nikolaj, Jonas & Jakob svømmede rundt og legede krokodille-leg.

Aftenen brugte vi på en spadsere-tur rundt i Bangkok. Det er ikke det letteste med klapvogn, når fortovene er fyldt med boder, scootere eller bare mangler. Men det er en hyggelig måde at opleve lidt af byen på. Og skønt at kunne gå rundt om aftenen i shorts i 30 graders varme.
Jonas faldt i søvn mens vi ventede på aftensmaden.

Efter aftensmåltidet tog vi hjem for at putte alle i seng i ordentlig tid.

Der er seks timers tidsforskel, så egentlig burde alle være friske i mange timer endnu, men lige nu er de fleste trætte efter en urolig nat og vi skal jo også gerne ud af døren rimelig tidligt i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar