Dagen startede tidligt. Alle børnene var vågne lidt i syv og ville på stranden, hvor der blev bygget sandslotte fra morgenstunden. Jakob tog den hårde morgentjans, hvilket indebar at bygge nogle sandslotte, som Kasper kunne lege med og dernæst ligge i en hængekøje med en god bog.
Det varede ikke længe før Mette sluttede sig til vores lille morgen-strandtur og kort derefter gik vi til morgenmaden.
Men dagen startede først for alvor, da vi efter morgenmaden hoppede i badetøjet og trillede nogle hundrede meter sydpå af stranden. Her er helt øde og idyllisk.
Ikke vores eget billede - men det ligner den muræne vi så. |
Vi svømmede videre og fandt blandt andet endnu en muræne. Denne gang på lidt lavere vand, så den var lettere at komme ned til og se på tæt hold (om end i vis respektfuld afstand). Vi genfandt også klovnefisken og så en masse andre flotte fisk.
På en senere snorkeltur så Jakob en lang (vel ca. 70-80 cm) tynd rovfisk, der næppe kan være andet end en baracuda med det karakteristiske ”næb” med underbid.
De fantastiske snorkelture blev afbrudt af hyggelig leg og badning på den hvide, bløde strand. Kasper vågnede også op og var med til at både at lege i sand og bade.
Vi brugte de hedeste middagstimer på at slappe af i vores hytte, lave lektier og spise is.
Om aftenen gik vi til restauranten midt på øen. Vi fulgtes med et andet dansk par, der lige er ankommet. De har også tre drenge . De to ældste på Nikolajs alder og den mindste på Kaspers. Vi spiste sammen og gik derefter til stranden på vest-siden af øen. Desværre lige 20 minutter for sent til at se solen gå ned. Børnene smed tøjet og hoppede i haven til en aftendukkert i det sidste sollys. De måtte løbe sig tørre på stranden inden de kunne få tøj på igen. Og så gik det retur gennem junglen i mørket retur til vores hytte. Hvor vi lige kunne nå at få en is til dessert inden det blev sengetid.
Der nåede lige at falde ro over alle, da Kasper vågnede med et skrig og slet ikke var til at komme i kontakt med. Vi måtte have ham op ad sengen og ud i lyset for at få ham til ro igen. Forhåbentlig er det blot en drøm og ikke noget sygdom, der er på vej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar